Rygestop

Afhængighed er ikke til at spøge med. Afhængighed af cigaretter kan være lige så svær at komme af med som afhængighed af alkohol eller narkotika. Forskellen ligger primært i den umiddelbare fare, der er forbundet med stoffet nikotin i forhold til alkohol eller det der er værre.

Derfor er det at stoppe med at ryge er andet og mere end bare at holde op. Det er ikke noget, man bare lige gør.

Men netop beslutningen om at stoppe er helt central! Uden den del, så sker der ingenting.

Man kan have en idé om, at man gerne vil holde op - måske fordi man bliver syg af det, måske fordi man har svært ved at acceptere at være ryger, måske fordi det er for dyrt. Men ideen rykkeringenting i sig selv.

Så kan man have nogle forestillinger om, hvor dejligt det bliver at være ikke-ryger, hvor meget man kan gøre, hvor vellidt / rask / rig, man bliver. Men de tanker rokker heller ikke ved noget som helst i sig selv.

Ønsket om at ændre sig og billedet af, hvad man gerne vil være i stedet for, er som regel bare ikke nok til at få tingene til at ske. Og det faktum står i grel modsætning til det, vi ellers normalt forlader os på, som er lige dele skræmmekampagne og propaganda.

Almindeligvis plager vi jo rygerne med ulækre fotos af rygerlunger, forfærdelige historier om rygerelaterede sygdomme (læs: kræft) og moralske opstød om konsekvenserne af passiv rygning.

Eller vi lokker dem med vidunderhistorier om genvunden lugtesans, foredret kondition og øget livskvalitet.

Men faktum er, at uanset hvor meget en ryger hader sin rygerstatus og drømmer om det vidunderlige ikke-ryger liv, så sker der absolut ingenting, hvis ikke han/hun tager en beslutning om at ændre på det.

Og en beslutning om ændring omfatter både fastsættelsen af tidspunkt, planlægning af udførelsen i detaljer og intentionen om faktisk at gøre det!

Hvis du ikke har besluttet:

1. 
   præcis hvornår du vil stoppe
2. 
   præcis hvad du vil gøre i stedet for at ryge
3. 
   at du ikke vil tænde næste cigaret

- så forbliver du ryger og din vision om et bedre liv, forbliver en drøm.

Alle tre trin er væsentlige. Hvis du ved præcis, hvornår du stopper og gør det, og hvis du ved præcis, hvad du vil gøre istedet for at ryge og gør dét, så er det alligevel spildt i længden, hvis du ikke også har forpligtet dig på ikke at tænde den næste cigaret.

For hvis du har været alvorligt afhængig af nikotinen, så vil du på et eller andet tidspunkt blive svag. Det kan være til en fest eller fordi du er ked af det, eller bare fordi "det er så hyggeligt lige nu", og hvis ikke din hjernebark er printet med teksten "JEG VIL IKKE TÆNDE DEN NÆSTE CIGARET", så er risikoen for, at du gør det, stor.

Jalousi

Parforholdet er en institution under stort pres i det nuværende samfund. Konstant mødes vi med fristelser og løfter om, at græsset er grønnere på den anden side.

Fornemmelsen af konstante fristelser kan føre til, at nogle falder for fristelsen og faktisk er deres partner utro. Langt over halvdelen af alle mænd og kvinder hævder at have været deres faste partner utro.

Fornemmelsen af lurende fristelser kan også føre til, at mistænksomhed og utryghed kommer til at præge en relation - uanset om der er erklæret utroskab med i billedet.

Utroskab er den største synder i skabelsen af jalousi, og i sådanne tilfælde må man sige, at jalousien er absolut begrundet. Utroskab aktiverer alle de erfaringer, som de fleste har, der siger at verden er et farligt sted at være og at man i bund og grund ikke kan stole på andre end sig selv.

Alle har erfaringer, der involverer en form for svigt og ensomhed, og alle har erfaringer, der involverer kærlighed og omsorg. Men når utroskab er med på banen, så giver det voldsomme, chok-agtige efterdønninger i den forurettede part, og det aktiverer alle de tidligere erfaringer med svigt.


Og når der kommer spotlight på alt det dårlige, så ser man kun det.

Det siger sig selv, utroskab "fortjener" mistillid, og generelt er det sådan, at utroskab tager op til et år at komme over. Vel at mærke, hvis begge er indstillede på at komme videre og den "skyldige" påtager sig ansvaret for sin gerning. (Hvor underligt det end kan lyde, så er det ikke altid tilfældet.) Og at påtage sig ansvaret vil sige, at acceptere partnerens jalousi som et udtryk for velbegrundet mistillid.

Resten er hårdt arbejde, som jeg plejer at sige. For der var jo en grund til, at utroskab blev en mulighed overhovedet, og den grund skal findes i parforholdets dynamik.

Men udover jalousi fremkaldt af utroskab, så er der også jalousi med knap så gennemskuelige årsager og som er en lige stor plage for begge parter.

Jeg taler ikke om dem, der bevist og overlagt anvender jalousi og kontrol som en måde til at få magt over partneren - de såkaldte psykopater. De er nemlig et helt kapitel for sig selv.

Næ, jeg taler her om alle de tilfælde, hvor der optræder jalousi, selvom det ved første øjekast forekommer fuldstændig ubegrundet. Det siger sig seslv, at det er den ikke. Ingenting kommer af ingenting. Ved et nøje kig på det, der sker parret imellem, så vil man da også ret let kunne opdage, at der i måden, som parret er sammen på, er klare indikationer på noget skævt. Noget, der giver den ene - eller begge - grund til utryghed, og denne uligevægt præger, bevidst eller ubevidst, parrets indbyrdes relation og forskubber balancen imellem dem.

En relation, der ikke er baseret på ligeværdighed har dårlige vilkår, for alle bæredygtige parforhold bygger på ligeværdighed.

Her taler jeg naturligvis ikke om ligeværdighed i betydningen milimeterdemokrati, men ligeværdighed i betydningen "en fordeling af ansvar, pligter og rettigheder, som begge er enige i og ønsker".

Jalousi i et parforhold er ofte forbundet med, at den ene - eller begge - er gået med til en fordeling, som de inderst inde finder uacceptabel, og som stiller den anden væsentligt bedre med hensyn til at få dækket sine behov.

Der kan være flere grunde til, at man vælger at gøre det. De mest almindelige er:

1. misforstået hensyn: jeg kan ikke tillade mig at forlange den omsorg, som han aldrig selv har oplevet.
   
2. omvendt psykologi: hvis jeg ikke presser hende til sex, så giver hun det nok frivilligt - en dag....

Man giver med andre ord afkald på noget afgørende, fordi man tror, at man ikke kan få det alligevel - eller i det spinkle håb at det netop er sådan, man vil kunne opnå det.

Men dels efterlader det én i en sårbar situation, hvis behovstilfredsstillesen er baseret på en andens forgodtbefindende, og dels er det jo slet ikke sikkert, at partneren er klar over behovet, fordi det ikke er blevet udtrykt klart, at det er der - endsige at det ønskes tilfredsstillet.

Alt i alt en usund udvikling, hvor tilfredshed afhænger af, hvad partneren kan, har lyst til eller kan gætte sig til. Og hvis det ikke sker, så må behovet altså undertrykkes.

Det siger sig selv, at behov ikke kan undertrykkes permanent, og på et eller andet tidspunkt bryder trangen igennem. Men fordi man jo én gang har afskrevet at få dækket det specifikke behov, så tager længslen en anden form. Istedet for at være et direkte krav, så kommer det ud som snagende spørgsmål, kontrolhandlinger, konstante krav om bekræftelse og lignende.

Efterhånden som tiden går, udvikler situationen sig typisk mere og mere grotesk og ulidelig for begge parter, og i sidste ende truer situationen med at få uoverskuelige konsekvenser.

Når jalousien er på sit højeste, kan situationen forekommer uløselig, men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Faktisk er løsningen en simpel tre-trinsraket:

1. Sæt en stopper for jalousiudbruddene: Nægt at deltage i den andens kontrolhandlinger eller på anden måde acceptere at være en del af dramaet.
2. Find ud af, hvad jalousiens underliggende behov er: Hvor er det præcis, at den jaloux partner ikke får tilgodeset sine behov.
3. Lav en handel: hver især får tre ønsker, som er forudsætningen for at de hver især kan holde ud at blive i forholdet. Ønskerne hviler på underliggende behov og må ikke være knyttet til jalousiadfærden.

Husk, at enhver relation er en handel, og en god og bæredygtig handel er karakteriseret af, at begge får mest mulig af det, de gerne vil have. Begge vil gerne have et velfungerende parforhold.

Psykolog eller psykoterapeut

Det roder i vores hoveder! - Det der med psykologer og psykoterapeuter, hvorfor er det lige, at det er så vigtigt?


Eller måske mere relevant: Hvem er det vigtigt for: Klienterne, psykologerne eller psykoterapeuterne?


Ligheden mellem psykologer og psykoterapeuter er, at begge behandlergrupper laver psykoterapi.

Og ikke nok med det: De dækker også de samme områder, de har de samme klientgrupper og ofte benytter de sig af de samme terapeutiske metoder.

Så hvad er forskellen?

Forskellen mellem psykologer og (godkendte) psykoterapeuter er, at psykologerne som udgangspunkt er universitetsuddannede. Og deres efterfølgende psykoterapeutiske uddannelse er ofte udført af og forbeholdt for psykologer og læger.


Derfor synes psykologerne ret dårligt om at blive sidestillet med psykoterapeuter. Det er nemlig sådan, at selv de psykoterapeuter, der faktisk opfylder kravene til den offentligt godkendte psykoterapeut-titel, er uddannelsesmæssigt langt bagude i forhold til psykologerne.


Psykoterapeuterne, derimod, synes jo vældig godt om at blive opfattet som - og ligefrem sidestillet med - psykologerne. I folks bevidsthed får de jo kredit for en universitetsuddannelse, de ikke har.


Men hvad mener klienterne så?

Tja, ind imellem kan man få det indtryk, at de dybest set er temmelig ligeglade med, hvilken uddannelse deres terapeut har, når bare de får den hjælp, de har brug for.

Og det er vel i grunden ikke så tosset?!


I al fald forekommer der mig, at det på lang sigte vil sikre, at den behandlergruppe, der er bedst til at levere de bedste resultater, vil vinde i det lange løb, og det synes jeg nok er en overvejelse værd....

Vægt og Stress

Der er en pudsig ting ved stresstilstanden, som nok kan være værd at tænke over...

Lad os først slå fast, at stress som lidelse er en tilstand, der oftest opbygges gennem mange, mange år, og når stress-nedbruddet kommer, så har tilstanden i virkeligheden eksisteret og præget personen rigtigt længe.

I begyndelsen stiger forbrændingen. Og sulten.

En person, der har et stress-sammenbrud ventende på sig nogle år forude, vil i begyndelsen af voksenårene typisk have haft vægtforstyrrelser og ofte også spiseforstyrrelser. Ikke spiseforstyrrelser i den normale forstand med tvangsmæssig spisning eller udsultning. Nej, snarere som en slags vekslen mellem ikke at spise på grund af travlhed og at overspise på grund af sult, når man så endelig har tid eller lejlighed til at indtage føde. I al fald som oftest et uregelmæssigt spisemønster.

Alle, der har prøvet slankekure, ved, at en effektiv måde at tabe sig på, er at spise godt på enkelte dage og skrue kalorieindtagelsen ned på et minimum på de øvrige dage. Det giver en god effekt, fordi kroppen ikke nedsætter forbrændingen som reaktion på den kaloriefattige diæt, men "forvirres" af den nogle gange rigelige henholdsvis sparsomme kalorieindtagelse , hvorfor kroppen bevarer forbrændingsniveauet.

Men hvis dette står på i årevis samtidig med en voldsom psykisk belastning, så vil kroppen på et eller andet tidspunkt opleve situationen som faretruende. Den er jo under konstant pres (stand by), og derfor er der brug for en masse omsættelig energi (mad), som altså nogen gange er der og andre gange ikke.

For at modvirke mangelsituationer, så begynder kroppen at hamstre, og for at kunne det, må den sætte forbrændingen ned. Når forbrændingen nedsættes og personen periodisk spiser voldsomme mængder mad, så er der skabt grobund for en drastisk vægtforøgelse.

Den er de fleste kede af, hvilket selvfølgelig stresser systemet yderligere. Enkelte begynder at presse sig selv til at motionere - og det siger næsten sig selv, at det bliver endnu en energidrænende og dermed stressende faktor for personen.

Hvad kan man så gøre? Tænk dig rigtig godt om!

Lad være at øge din stress.
1. Konstatér, at vægtforøgelsen er et resultat af det, du byder din krop og begynd at give den det, den har brug for, nemlig regelmæssig føde og en tilpas mængde kalorier til at opretholde vitale funktioner. Så behøver den ikke hamstre.
2. Undlad at træne på en måde, der får pulsen op, sveden til at springe og hjertet til at banke. Gå en tur, få rigeligt med luft til tanker og krop, slap af. Tillad din krop at tanke op og regenerere sig selv. Du tanker jo heller ikke din bil op uden at holde stille, vel.

Er du bange for rastløsheden og dine tankers rumlen, hvis du sidder stille? Så tænk på, at netop det, at du har den uro i kroppen, når du hviler, er tegnet på, at du er stresset!

"The Secret" og psykologien

"The Secret" repræsenterer en efterhånden verdensomspændende måde at tænke og handle på. som blandt andet involverer tanken om, at Universet er aktivt givende i forhold til det enkelte menneske.

Første gang jeg hørte om tankerne var for 7 år siden gennem en veninde, som iøvrigt også er psykolog. Dengang var "the secret" endnu ikke skrevet, men der findes et utal af forløbere, og de personer, der nu bidrager til filmen/bogen, har været aktive i årevis. Det var dem, hun refererede til.

Med min videnskabelige indstilling var jeg ikke sen til at vurdere, at det var det værste vrøvl, jeg længe havde hørt, og min fornuft bød mig at afvise det som det rene nonsens.

Og nu er de gamle tanker samlet og publiceret i den populære "The Secret". Min opfattelse er den samme. Det ér noget vrøvl. Til dels...

Men der er også elementer i måden at tænke på, som er i fuldstændig overensstemmelse med de videnskabelige overvejelser, der findes i blandt andet psykologien - og som virker!

Det drejer sig f.eks. om det nyttige i at gøre sig sine mål fuldstændig klart, og det værdifulde i at kunne fokusere på dem. For slet ikke at tale om den fantastiske effekt man opnår ved at kunne fastholde sig selv i en konstant bevægelse i retning af det, man ønsker!

Det er elementerne fra enhver effektiv terapi, vi ser her. Ikke noget nyt i sig selv, men epokegørende fordi det bygger på inspiration snarere end hårdt arbejde. I tankerne bag "the secret" og andre lignende bøger som fx. "the science of getting rich" er det bærende element ikke hårdt arbejde og selvkontrol. Istedet bygger udviklingen på inspiration, glæde og netop det at give slip.

Det, der slippes, er imidlertid ikke kontrollen over et destruktivt selv, men kontrollen over de drømme og visioner, som indtil da har henslæbt en tilværelse i det skjulte. Skjulte fordi man ikke turde drømme, håbe og stræbe efter det ønskede af frygt for at blive skuffet eller straffet.

Og når visioner og drømme slippes ud, så bobler inspiration og glæde frem. Livet bliver let, håbet bliver vakt og mål tegner sig i horisonten. Store mål, glade mål, gode mål, som man kan bruge som pejlepunkter i livet for at vide, hvor man skal hen.

Eller som jeg plejer at sige: Drømme bliver til mål - mål bliver til virkelighed.

Det, der er forskellen på "de nye tanker" og de gamle, og som gør "de nye tanker" uhyre værdifulde er efter min opfattelse, at fokus bliver flyttet fra det, man frygter og vil undgå, og hen til det, man ønsker og gerne vil opnå. Teknikken er den samme som i traditionel terapi. Intet nyt under solen dér, men det, man koncentrerer sig om og bruger al sin energi på, er diametralt modsat.

Det er positivt og det virker, fuldstændig som teknikken altid har virket. Men fordi fokus nu er fremadrettet og bygger på inspiration, så er processen gladere og sjovere. Og som den verdenskendte psykolog og præsident-coach, Anthony Robbins, siger: "Det er ikke det, vi får, men den udvikling vi gennemgår undervejs, der gør os lykkelige."

Så uanset om man vil forlade sig på Universelle kræfter til at hjælpe sig eller ej, så spår jeg "de nye tanker" en stor og profitabel fremtid.

Hvis den slags tanker gør dig nysgerrig, så findes der et utal af hjemmesider om emnet. Deriblandt også én på dansk. Den hedder www.danskesecret.dk.

Psykologisk ubalance

Da jeg var barn stod der på enhver legeplads en vippe. Ikke en af de her nymodens vipper med en gigantisk fjeder nedenunder, så man kan vippe alene. Næ, en rigtig vippe, der kræver to for at fungere - en i hver ende. Og det skulle vel at mærke være to, der havde stort set samme vægt for ellers var det ikke rigtig sjovt. Hvis man var tungere, ville man ikke kunne vippe op, men forblev siddende ubevægelig på sin dertil indrettede, og hvis man var for let, kunne man ikke komme ned, men "hang til tørre". Ikke skægt for nogen!
Næ, skulle det være skægt, så kunne man støde fra og komme op, og man kunne lave ligevægt, hvor begge svævede i luften. Uanset om man var oppe eller nede eller ligevægt, så krævede det samarbejde.

Jeg tænker tit på den vippe, fordi den er sådan et godt billede på, hvad der sker i os, når vi er i psykologisk ubalance. Hvad enten det er indeni os selv eller i vores parforhold, så er ubalance jo karakteriseret af, at noget har for meget magt fx. vores trang til at være pæne og noget andet har for lidt fx vores behov for at gøre noget andet end det pæne. Eller med andre ord, den ene ende af vippen har overvægt og den anden for lidt vægt. Og det spændende spørgsmål er derfor altid: "hvad skal der til for at bringe vippen i ligevægt?"

I modsætning til, hvad man umiddelbart tror, så er det IKKE et tryk på midten, der hvor pænhed og behovsopfyldelse mødes - vippens balancepunkt.

Næ, trykket skal ligge netop der, hvor der har manglet vægt. Vægten skal lægges netop på det, man har undladt at gøre, undladt at lægge vægt på.

For at ændre balancen må man i en periode være lige præcis dét, man har svigtet at være. Fremover må man lægge vægt på at udtrykke, være og handle i overensstemmelse med det, der var undertrykt eller ignoreret, fordi man troede, at det var det bedste.

Først når der er lige så meget vægt på den forsømte del - og det tager sin tid -, så kan man begynde at jonglere med de to forskellige sider. Og det er først den dag, at man frit kan vælge, hvad man vil gøre, at balancen er etableret.

Og fra den dag bliver det fuldstændig underordnet, hvad man vælger, for det vil altid blot være udtryk for, hvad man i den givne situation oplever som det rigtige.

Før parret vælger skilsmisse..

Ind imellem kan man få det indtryk, at det bare er for let at blive skilt.

Det er for let bare at kaste håndklædet i ringen og sige: Nu kan jeg sgu ikke mere.

Det er for let at sige, at det var den anden der ikke ville udvikle sig, og nu er det nok!

Det er for let!

Og så alligevel ikke...

De fleste, jeg har mødt, har kæmpet i årevis. Virkelig gjort alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om, før beslutningen om skilsmisse forekom at være den eneste mulighed. Og fornemmelsen af at have prøvet alt, gør dem så meget desto mere 'faste i spyttet'.

I langt de fleste tilfælde viser det sig imidlertid, at det snarere er mere i overensstemmelse med virkeligheden at sige, at de har prøvet alt, hvad de kunne komme i tanke om.

Og det er ikke ALT, - heller ikke selvom det føles sådan.

For hvis to mennesker virkelig elsker hinanden, så er der i 9 ud af 10 tilfælde en løsning. Der er som regel altid mindst én mulighed, de endnu ikke har prøvet. Og det mest ironiske er, at det ofte endda er en mulighed, som de har overvejet, men som de forkastede, før den overhovedet fik lov at vise sit potentiale. De opgiver på forhånd af bare træthed over alle de andre forsøg, som var forgæves.

Men hvis et par virkelig ønsker at finde en vej, så er det for de fleste en mulighed. Det er ikke nødvendigvis den letteste vej, men det er lettere end det føles. 

Der er tre trin, der er uomgængelige, men som fører til et bedre og sundere parforhold, end det, man var på nippet til at opgive. 
1. gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forbedre forholdet FOR DIG SELV! De fleste ulykkelige parforhold bygger på, at man tager hånd om den andens behov og forventer, at den anden tager hånd om éns behov. Stop det! Sæt grænser, marker ønsker, udtryk behov.
2. vær parat til at lade det få de nødvendige konsekvenser, også selvom man er nødt til at gå! Hvis handlinger ikke får konsekvenser, er der ingen motivation til at ændre noget. Hvis du gør det, du plejer at gøre, sker der det, der plejer at ske. Og hvis du ønsker, at der skal ske noget andet - så gør noget andet end det, du plejer!
3. hvis konsekvenserne ikke har den ønskede effekt: gå direkte til skilsmisse. Selvom det er drastisk og det ikke var det, der var målet, så kan det alligevel blive resultatet. Og ind imellem er det resultatet, der skaber motivationen for den lykkelige ændring.

Uanset hvad processen ender med, vil I være sikre på, at I har gjort ALT, hvad I kunne. 

Når man har gjort alt, kan man bedre slippe, hvis det er nødvendigt og stadig føle sig tilfredshed med sin egen indsats.

Hypnose - det spændende nye

Der er ingen tvivl om, at hypnosen omsider er kommet til Danmark. Aktuelt er det sidste nye og mest spændende skud på de psykologiske metoders træ herhjemme, og ikke uden grund. Det fascinerer de fleste, at man sådan kan skifte bevidsthedstilstand og måske/måske ikke 'miste' kontrollen.

Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.

Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?

På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.

Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.

Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!

Hypnose: vejen til dine ubevidste ressourcer

Hypnose er vidunderlig og spændende at arbejde med, fordi der fokuseres på det ubevidste på det ubevidstes præmisser og ikke gennem bevidstheden, sådan som det ellers er tilfældet i de fleste andre terapiformer.

Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.

Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.

Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.

Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.

Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.

Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.

Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.

Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.

Under stress er al handling aktivitet

(her kommer en artikel)

Stress - at samle energi før du bruger energi

(her kommer en artikel)

Hvad er stress?

Generelt har de fleste den opfattelse, at stress er noget med arbejde - at arbejde for meget, for længe, for hårdt. At have umulige tidsfrister, uforstående chefer og/eller dovne kolleger.

Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.

Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.

Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.

Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.

Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.

Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".

Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".

Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.

Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.

Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.

Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.

Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.

Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.

Modstandsdygtighed - hvor får de det fra?

Ind i mellem kommer der klienter i min praksis, hvis liv er sunket helt i grus. Deres livslyst og energi er med ét forsvundet, og de forstår det ikke.

Når de begynder at fortælle, så bliver det hurtigt klart, at der er en udløsende hændelse. Det er der altid. Men de synes bare ikke, at det burde kunne vælte dem sådan af pinden. De beskylder sig selv for at være svagelige, hysteriske, ufleksible eller det, der er værre. De foragter sig selv for den nye skrøbelighed, og det bidrager bare yderligere til deres fornemmelse af ikke at være gode nok - længere.

Og netop dette 'længere' sætter deres nye fornemmelse af magtesløshed og svækkelse i perspektiv. Tidligere har de nemlig altid være så stærke. De har klaret alt det, andre ikke kunne. Så hvorfor ikke mere?

Forklaringen kommer altid, når et sådant menneske opruller sin livshistorie. Der er ikke bare tale om enkeltstående svær livsperiode. Tværtimod er der tale om belastning på belastning, og ikke 'bare' igennem de sidste par år, men igennem en hel tidsalder. Vi taler dødsfald, livstruende sygdom, invaliderende sygdom, psykisk sygdom, skilsmisser, fyringer, sønderrevne familiebånd, ensomhed, misbrug - ja, alt.

Nogle gange bærer de på et helt liv fyldt med belastninger af en sådan karakter, at blot en enkelt eller to kunne få de fleste til at synke i knæ. Men ikke dem. De er så vant til, at livet kræver en overmenneskelig anstrengelse, at de konstant presser sig selv til det yderste uden at skænke det en tanke. De gør bare det, der er nødvendigt uden at stille spørgsmålstegn og uden at det et øjeblik falder dem ind at klage.

Resultatet bliver, at de bruger oceaner af energi, og det er ikke så underligt, at de en dag er slidt helt i bund. Det underlige er snarere, at de ikke er slidt op lang tid før!

Hvor får de styrken fra? Er det en slags overmennesker, der bare generelt tåler ekstreme belastninger? Er det en særlig personlighedstype, der gennem specifikke personlige egenskaber mere effektivt og fleksibelt end andre tåler og håndterer vanskeligheder i livet. Eller er det et spørgsmål om, at de allerede meget tidligt i livet lærer en bestemt strategi til at håndtere livet, så de bruger minimal energi under maksimal belastning?

Det er formodentlig en kombination af flere ting, men uanset hvad, så efterlades jeg altid med en fornemmelse af dyb respekt og beundring for det, de har tålt. De kan virkelig noget. Men de forstår først, hvor fantastisk de i virkeligheden har klaret det indtil nu, når de sætter sig ned og laver et overblik over deres livs genvordigheder. Først da kan de selv se, at deres 'svaghed' er udtryk for, at de nu efter mange års kraftpræstation omsider har nået grænsen for deres formåen, og at deres eneste virkelige svaghed i den forbindelse har været deres manglende evne til se det utrolige i, at de har holdt så længe.

Velkommen til Psykologens hjørne!

Hej og velkommen til en side, der handler om psykologi, så alle kan forstå det!

Mit navn er Birgitte Hultberg og jeg er praktiserende psykolog. Det er min intention at lave en blog, hvor jeg tager hul på forskellige psykologiske problemstillinger, som enhver kan relatere til.

Jeg fik ideen til denne blog i forbindelse med de spørgsmål, jeg ofte bliver stillet i forbindelse med udbredte psykologiske vanskeligheder som fx. stress, depression, angst og fobier. Ofte er det de samme ting, der gør indtryk på folk og som får dem til at skifte perspektiv og ændre negative livsmønstre - med eller uden hjælp udefra.

Jeg besluttede, at oprettelsen af denne blog kunne være en nem og god måde at sprede disse tilsyneladende almengyldige retningslinier på. At gøre psykologisk hjælp til selvhjælp tilgængelig for alle, der ønsker at vide og gøre mere.

Dette er altså IKKE en behandlingsside, men mere en side med de generelle overvejelser, som jeg sidder og gør mig, når jeg er på arbejde. Det er mit håb, at de input, som jeg lægger her, vil blive til gavn og glæde for rigtig mange.

Du vil med tiden kunne læse om almindeligt forekommende psykologiske emner, eksistentielle problemer m.m. og måske kan de generelle overvejelser og eventuelle retningslinier hjælpe og inspirere dig eller én du kender…

Velkommen tilbage!

Birgitte