Fortæl mig dine farver, og jeg skal sige dig, hvem du er.
Lyder det bekendt?
Ikke sært. Vi hører den jo hver gang noget nyt skal introduceres: "Fortæl mig og jeg skal sige dig.."
Som regel er der dog noget om det, og det er der også denne gang. Farver er ikke bare skønne og livgivende; de betyder faktisk noget.
For over halvtreds år siden satte psykologen Max Lüscher sig for at lave en farvetest. Han havde gennem flere år forsket i forskellige folkeslags farveopfattelser og havde fundet ud af, at for visse farvegrupper gjaldt det, at man opfattede dem ens, uanset hvor man befandt sig på jordkloden.
'Opfattede dem ens' i betydningen 'tillagde dem samme psykologiske betydning'.
Han fandt ud af, at hvid i MEGET korte træk blev forbundet med renhed, gul med optimisme, rød med handlekraft, grøn med kreativitet, blå med ro, lilla med åndelighed, brun med jordbundethed, grå med neutralitet og sort med autoritet.
Han besluttede sig for at uddybe den psykologiske forståelse af farverne og bygge sin farvetest på dem, og det blev til en af de hurtigste, mest effektive og præcise tests af personligheden, der findes. Kort fortalt handler det om at vurdere ovennævnte otte farver i forhold til hinanden i den rækkefølge, man bedst kan lide dem.
Meget hurtigt fik Lüschers farvetest da også vind i sejlene, og i de næste halvtreds år blev den én af verdens mest anvendte tests i psykiatriske og erhvervsmæssige sammenhænge, og det kan vel næppe overraske, at den stadig trykkes og sælges i nye oplag den dag i dag.
Men - visse ting omkring testen funker ikke rigtigt. Vi ved jo, at forskellige mennesker foretrækker forskellige nuancer af hver farve: Nogle kan lide mørkerød, andre tomatrød. Nogen kan lide blågrøn, andre græsgrøn. Nogen kan lide himmelblå, andre kongeblå og så videre. Og fra diverse farve- og stilprogrammer ved vi, at det er ikke bare et spørgsmål om, hvad man personligt foretrækker; det ligger simpelthen i generne og i de farver, vi hver især naturligt har.
Men Lüschers test findes kun i én farvevariant, som i øvrigt ikke er særligt repræsentativ. Jeg har en mistanke om, at det var hans egne personlige præferencer, der afgjorde valget af nuancer, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed.
Pointen er imidlertid også bare, at farvevalget er så specifikt, at de færreste kan relatere til dem.
Allerede som psykologistuderende faldt jeg over den 'detalje', og jeg kan huske, at jeg var stærkt irriteret over den grønne i Lüschers farvetest, fordi jeg elsker grøn i mange af farvens nuancer, men bare ikke den, Lüscher havde valgt. Og hans blå var jeg heller ikke vild med. Heller ikke den røde og så endte jeg med at score gul som min bedste farve.
Testresultatet var okay.. Sådan da. Jeg kan jo godt lide gul, meeeenn...
Og så var det jeg fik en idé. Nemlig ideen om at lave en ny farvetest, der tillod testpersonen at vælge farver i sin egen farveskala.
Det har taget lang tid, og processen har bredt sig til ikke bare at omfatte en individualiseret farvetest - det er faktisk næsten det mindste af det hele. Det er også blevet til en personlighedsanalyse, der omfatter særlige personlige oplevelser og hændelser, der præger ens farvevalg og sidst, men ikke mindst til en farveterapi, der involverer teknikker fra hypnose, visualisering, mindfulness og kognitiv terapi.
Det har ikke været noget problem at få bogen afsat til et forlag. Tværtimod, vil jeg sige. Og jeg glæder mig som et lille barn til den udkommer.
tirsdag den 11. oktober 2011
søndag den 16. marts 2008
Bliv en vinder!
Bliv en vinder
Hvad vil det sige at være en vinder? Er der tale om nogle særlige personlighedstræk, bestemte miljøpåvirkninger eller skæbnebestemt held?
Ja, hvad tror du selv?
Hvis du er som de fleste andre, så har du i al fald nok svært ved helt at tilskrive din tilværelse som andet end noget, verden har bestemt for dig.
Men du tager fejl!
Hvis du er interesseret i at få det liv, du gerne vil have, og hvis du er parat til at gøre alt det, der er nødvendigt - dvs. alt det, du kan gøre uden at skade andre - så tror jeg, at du kunne have glæde af at læse min nye bog om emnet.
Den hedder “Bliv en vinder” og er udgivet på Borgens forlag.
Den er i sin essens en kombination af almindelig sund fornuft, videnskabelige psykologiske undersøgelser og en smule spiritualitet. Selvom spiritualiteten ikke har noget at gøre i almindelig psykologisk praksis - heller ikke i min! - så har du nok allerede gættet, at det er noget, der fascinerer mig på samme måde, som det altid har fascineret menneskeheden at beskæftige sig med det, der ligger ud over vores normale tankegang.
Hvis du er nysgerrig ligesom jeg er - sådan i al stilfældighed - så kan du finde bogen ved at gå ind på Borgens Forlag - eller spørg hos din boghandler.
Du kan også begynde med at læse artiklen fra Berlingske Tidende:
http://www.berlingske.dk/article/20080126/livsstil/701250018/
God fornøjelse!
Hvad vil det sige at være en vinder? Er der tale om nogle særlige personlighedstræk, bestemte miljøpåvirkninger eller skæbnebestemt held?
Ja, hvad tror du selv?
Hvis du er som de fleste andre, så har du i al fald nok svært ved helt at tilskrive din tilværelse som andet end noget, verden har bestemt for dig.
Men du tager fejl!
Hvis du er interesseret i at få det liv, du gerne vil have, og hvis du er parat til at gøre alt det, der er nødvendigt - dvs. alt det, du kan gøre uden at skade andre - så tror jeg, at du kunne have glæde af at læse min nye bog om emnet.
Den hedder “Bliv en vinder” og er udgivet på Borgens forlag.
Den er i sin essens en kombination af almindelig sund fornuft, videnskabelige psykologiske undersøgelser og en smule spiritualitet. Selvom spiritualiteten ikke har noget at gøre i almindelig psykologisk praksis - heller ikke i min! - så har du nok allerede gættet, at det er noget, der fascinerer mig på samme måde, som det altid har fascineret menneskeheden at beskæftige sig med det, der ligger ud over vores normale tankegang.
Hvis du er nysgerrig ligesom jeg er - sådan i al stilfældighed - så kan du finde bogen ved at gå ind på Borgens Forlag - eller spørg hos din boghandler.
Du kan også begynde med at læse artiklen fra Berlingske Tidende:
http://www.berlingske.dk/article/20080126/livsstil/701250018/
God fornøjelse!
tirsdag den 7. august 2007
Rygestop
Afhængighed er ikke til at spøge med. Afhængighed af cigaretter kan være lige så svær at komme af med som afhængighed af alkohol eller narkotika. Forskellen ligger primært i den umiddelbare fare, der er forbundet med stoffet nikotin i forhold til alkohol eller det der er værre.
Derfor er det at stoppe med at ryge er andet og mere end bare at holde op. Det er ikke noget, man bare lige gør.
Men netop beslutningen om at stoppe er helt central! Uden den del, så sker der ingenting.
Man kan have en idé om, at man gerne vil holde op - måske fordi man bliver syg af det, måske fordi man har svært ved at acceptere at være ryger, måske fordi det er for dyrt. Men ideen rykkeringenting i sig selv.
Så kan man have nogle forestillinger om, hvor dejligt det bliver at være ikke-ryger, hvor meget man kan gøre, hvor vellidt / rask / rig, man bliver. Men de tanker rokker heller ikke ved noget som helst i sig selv.
Ønsket om at ændre sig og billedet af, hvad man gerne vil være i stedet for, er som regel bare ikke nok til at få tingene til at ske. Og det faktum står i grel modsætning til det, vi ellers normalt forlader os på, som er lige dele skræmmekampagne og propaganda.
Almindeligvis plager vi jo rygerne med ulækre fotos af rygerlunger, forfærdelige historier om rygerelaterede sygdomme (læs: kræft) og moralske opstød om konsekvenserne af passiv rygning.
Eller vi lokker dem med vidunderhistorier om genvunden lugtesans, foredret kondition og øget livskvalitet.
Men faktum er, at uanset hvor meget en ryger hader sin rygerstatus og drømmer om det vidunderlige ikke-ryger liv, så sker der absolut ingenting, hvis ikke han/hun tager en beslutning om at ændre på det.
Og en beslutning om ændring omfatter både fastsættelsen af tidspunkt, planlægning af udførelsen i detaljer og intentionen om faktisk at gøre det!
Derfor er det at stoppe med at ryge er andet og mere end bare at holde op. Det er ikke noget, man bare lige gør.
Men netop beslutningen om at stoppe er helt central! Uden den del, så sker der ingenting.
Man kan have en idé om, at man gerne vil holde op - måske fordi man bliver syg af det, måske fordi man har svært ved at acceptere at være ryger, måske fordi det er for dyrt. Men ideen rykkeringenting i sig selv.
Så kan man have nogle forestillinger om, hvor dejligt det bliver at være ikke-ryger, hvor meget man kan gøre, hvor vellidt / rask / rig, man bliver. Men de tanker rokker heller ikke ved noget som helst i sig selv.
Ønsket om at ændre sig og billedet af, hvad man gerne vil være i stedet for, er som regel bare ikke nok til at få tingene til at ske. Og det faktum står i grel modsætning til det, vi ellers normalt forlader os på, som er lige dele skræmmekampagne og propaganda.
Almindeligvis plager vi jo rygerne med ulækre fotos af rygerlunger, forfærdelige historier om rygerelaterede sygdomme (læs: kræft) og moralske opstød om konsekvenserne af passiv rygning.
Eller vi lokker dem med vidunderhistorier om genvunden lugtesans, foredret kondition og øget livskvalitet.
Men faktum er, at uanset hvor meget en ryger hader sin rygerstatus og drømmer om det vidunderlige ikke-ryger liv, så sker der absolut ingenting, hvis ikke han/hun tager en beslutning om at ændre på det.
Og en beslutning om ændring omfatter både fastsættelsen af tidspunkt, planlægning af udførelsen i detaljer og intentionen om faktisk at gøre det!
Hvis du ikke har besluttet:
præcis hvornår du vil stoppe
præcis hvad du vil gøre i stedet for at ryge
at du ikke vil tænde næste cigaret
- så forbliver du ryger og din vision om et bedre liv, forbliver en drøm.
Alle tre trin er væsentlige. Hvis du ved præcis, hvornår du stopper og gør det, og hvis du ved præcis, hvad du vil gøre istedet for at ryge og gør dét, så er det alligevel spildt i længden, hvis du ikke også har forpligtet dig på ikke at tænde den næste cigaret.
For hvis du har været alvorligt afhængig af nikotinen, så vil du på et eller andet tidspunkt blive svag. Det kan være til en fest eller fordi du er ked af det, eller bare fordi "det er så hyggeligt lige nu", og hvis ikke din hjernebark er printet med teksten "JEG VIL IKKE TÆNDE DEN NÆSTE CIGARET", så er risikoen for, at du gør det, stor.
lørdag den 28. juli 2007
Jalousi
Parforholdet er en institution under stort pres i det nuværende samfund. Konstant mødes vi med fristelser og løfter om, at græsset er grønnere på den anden side.
Fornemmelsen af konstante fristelser kan føre til, at nogle falder for fristelsen og faktisk er deres partner utro. Langt over halvdelen af alle mænd og kvinder hævder at have været deres faste partner utro.
Fornemmelsen af lurende fristelser kan også føre til, at mistænksomhed og utryghed kommer til at præge en relation - uanset om der er erklæret utroskab med i billedet.
Utroskab er den største synder i skabelsen af jalousi, og i sådanne tilfælde må man sige, at jalousien er absolut begrundet. Utroskab aktiverer alle de erfaringer, som de fleste har, der siger at verden er et farligt sted at være og at man i bund og grund ikke kan stole på andre end sig selv.
Alle har erfaringer, der involverer en form for svigt og ensomhed, og alle har erfaringer, der involverer kærlighed og omsorg. Men når utroskab er med på banen, så giver det voldsomme, chok-agtige efterdønninger i den forurettede part, og det aktiverer alle de tidligere erfaringer med svigt.
Og når der kommer spotlight på alt det dårlige, så ser man kun det.
Det siger sig selv, utroskab "fortjener" mistillid, og generelt er det sådan, at utroskab tager op til et år at komme over. Vel at mærke, hvis begge er indstillede på at komme videre og den "skyldige" påtager sig ansvaret for sin gerning. (Hvor underligt det end kan lyde, så er det ikke altid tilfældet.) Og at påtage sig ansvaret vil sige, at acceptere partnerens jalousi som et udtryk for velbegrundet mistillid.
Resten er hårdt arbejde, som jeg plejer at sige. For der var jo en grund til, at utroskab blev en mulighed overhovedet, og den grund skal findes i parforholdets dynamik.
Men udover jalousi fremkaldt af utroskab, så er der også jalousi med knap så gennemskuelige årsager og som er en lige stor plage for begge parter.
Jeg taler ikke om dem, der bevist og overlagt anvender jalousi og kontrol som en måde til at få magt over partneren - de såkaldte psykopater. De er nemlig et helt kapitel for sig selv.
Næ, jeg taler her om alle de tilfælde, hvor der optræder jalousi, selvom det ved første øjekast forekommer fuldstændig ubegrundet. Det siger sig seslv, at det er den ikke. Ingenting kommer af ingenting. Ved et nøje kig på det, der sker parret imellem, så vil man da også ret let kunne opdage, at der i måden, som parret er sammen på, er klare indikationer på noget skævt. Noget, der giver den ene - eller begge - grund til utryghed, og denne uligevægt præger, bevidst eller ubevidst, parrets indbyrdes relation og forskubber balancen imellem dem.
En relation, der ikke er baseret på ligeværdighed har dårlige vilkår, for alle bæredygtige parforhold bygger på ligeværdighed.
Her taler jeg naturligvis ikke om ligeværdighed i betydningen milimeterdemokrati, men ligeværdighed i betydningen "en fordeling af ansvar, pligter og rettigheder, som begge er enige i og ønsker".
Jalousi i et parforhold er ofte forbundet med, at den ene - eller begge - er gået med til en fordeling, som de inderst inde finder uacceptabel, og som stiller den anden væsentligt bedre med hensyn til at få dækket sine behov.
Der kan være flere grunde til, at man vælger at gøre det. De mest almindelige er:
Men dels efterlader det én i en sårbar situation, hvis behovstilfredsstillesen er baseret på en andens forgodtbefindende, og dels er det jo slet ikke sikkert, at partneren er klar over behovet, fordi det ikke er blevet udtrykt klart, at det er der - endsige at det ønskes tilfredsstillet.
Alt i alt en usund udvikling, hvor tilfredshed afhænger af, hvad partneren kan, har lyst til eller kan gætte sig til. Og hvis det ikke sker, så må behovet altså undertrykkes.
Det siger sig selv, at behov ikke kan undertrykkes permanent, og på et eller andet tidspunkt bryder trangen igennem. Men fordi man jo én gang har afskrevet at få dækket det specifikke behov, så tager længslen en anden form. Istedet for at være et direkte krav, så kommer det ud som snagende spørgsmål, kontrolhandlinger, konstante krav om bekræftelse og lignende.
Efterhånden som tiden går, udvikler situationen sig typisk mere og mere grotesk og ulidelig for begge parter, og i sidste ende truer situationen med at få uoverskuelige konsekvenser.
Når jalousien er på sit højeste, kan situationen forekommer uløselig, men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Faktisk er løsningen en simpel tre-trinsraket:
Fornemmelsen af konstante fristelser kan føre til, at nogle falder for fristelsen og faktisk er deres partner utro. Langt over halvdelen af alle mænd og kvinder hævder at have været deres faste partner utro.
Fornemmelsen af lurende fristelser kan også føre til, at mistænksomhed og utryghed kommer til at præge en relation - uanset om der er erklæret utroskab med i billedet.
Utroskab er den største synder i skabelsen af jalousi, og i sådanne tilfælde må man sige, at jalousien er absolut begrundet. Utroskab aktiverer alle de erfaringer, som de fleste har, der siger at verden er et farligt sted at være og at man i bund og grund ikke kan stole på andre end sig selv.
Alle har erfaringer, der involverer en form for svigt og ensomhed, og alle har erfaringer, der involverer kærlighed og omsorg. Men når utroskab er med på banen, så giver det voldsomme, chok-agtige efterdønninger i den forurettede part, og det aktiverer alle de tidligere erfaringer med svigt.
Og når der kommer spotlight på alt det dårlige, så ser man kun det.
Det siger sig selv, utroskab "fortjener" mistillid, og generelt er det sådan, at utroskab tager op til et år at komme over. Vel at mærke, hvis begge er indstillede på at komme videre og den "skyldige" påtager sig ansvaret for sin gerning. (Hvor underligt det end kan lyde, så er det ikke altid tilfældet.) Og at påtage sig ansvaret vil sige, at acceptere partnerens jalousi som et udtryk for velbegrundet mistillid.
Resten er hårdt arbejde, som jeg plejer at sige. For der var jo en grund til, at utroskab blev en mulighed overhovedet, og den grund skal findes i parforholdets dynamik.
Men udover jalousi fremkaldt af utroskab, så er der også jalousi med knap så gennemskuelige årsager og som er en lige stor plage for begge parter.
Jeg taler ikke om dem, der bevist og overlagt anvender jalousi og kontrol som en måde til at få magt over partneren - de såkaldte psykopater. De er nemlig et helt kapitel for sig selv.
Næ, jeg taler her om alle de tilfælde, hvor der optræder jalousi, selvom det ved første øjekast forekommer fuldstændig ubegrundet. Det siger sig seslv, at det er den ikke. Ingenting kommer af ingenting. Ved et nøje kig på det, der sker parret imellem, så vil man da også ret let kunne opdage, at der i måden, som parret er sammen på, er klare indikationer på noget skævt. Noget, der giver den ene - eller begge - grund til utryghed, og denne uligevægt præger, bevidst eller ubevidst, parrets indbyrdes relation og forskubber balancen imellem dem.
En relation, der ikke er baseret på ligeværdighed har dårlige vilkår, for alle bæredygtige parforhold bygger på ligeværdighed.
Her taler jeg naturligvis ikke om ligeværdighed i betydningen milimeterdemokrati, men ligeværdighed i betydningen "en fordeling af ansvar, pligter og rettigheder, som begge er enige i og ønsker".
Jalousi i et parforhold er ofte forbundet med, at den ene - eller begge - er gået med til en fordeling, som de inderst inde finder uacceptabel, og som stiller den anden væsentligt bedre med hensyn til at få dækket sine behov.
Der kan være flere grunde til, at man vælger at gøre det. De mest almindelige er:
- misforstået hensyn: jeg kan ikke tillade mig at forlange den omsorg, som han aldrig selv har oplevet.
- omvendt psykologi: hvis jeg ikke presser hende til sex, så giver hun det nok frivilligt - en dag....
Men dels efterlader det én i en sårbar situation, hvis behovstilfredsstillesen er baseret på en andens forgodtbefindende, og dels er det jo slet ikke sikkert, at partneren er klar over behovet, fordi det ikke er blevet udtrykt klart, at det er der - endsige at det ønskes tilfredsstillet.
Alt i alt en usund udvikling, hvor tilfredshed afhænger af, hvad partneren kan, har lyst til eller kan gætte sig til. Og hvis det ikke sker, så må behovet altså undertrykkes.
Det siger sig selv, at behov ikke kan undertrykkes permanent, og på et eller andet tidspunkt bryder trangen igennem. Men fordi man jo én gang har afskrevet at få dækket det specifikke behov, så tager længslen en anden form. Istedet for at være et direkte krav, så kommer det ud som snagende spørgsmål, kontrolhandlinger, konstante krav om bekræftelse og lignende.
Efterhånden som tiden går, udvikler situationen sig typisk mere og mere grotesk og ulidelig for begge parter, og i sidste ende truer situationen med at få uoverskuelige konsekvenser.
Når jalousien er på sit højeste, kan situationen forekommer uløselig, men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Faktisk er løsningen en simpel tre-trinsraket:
- Sæt en stopper for jalousiudbruddene: Nægt at deltage i den andens kontrolhandlinger eller på anden måde acceptere at være en del af dramaet.
- Find ud af, hvad jalousiens underliggende behov er: Hvor er det præcis, at den jaloux partner ikke får tilgodeset sine behov.
- Lav en handel: hver især får tre ønsker, som er forudsætningen for at de hver især kan holde ud at blive i forholdet. Ønskerne hviler på underliggende behov og må ikke være knyttet til jalousiadfærden.
Husk, at enhver relation er en handel, og en god og bæredygtig handel er karakteriseret af, at begge får mest mulig af det, de gerne vil have. Begge vil gerne have et velfungerende parforhold.
søndag den 15. juli 2007
Psykolog eller psykoterapeut
Det roder i vores hoveder! - Det der med psykologer og psykoterapeuter, hvorfor er det lige, at det er så vigtigt?
Eller måske mere relevant: Hvem er det vigtigt for: Klienterne, psykologerne eller psykoterapeuterne?
Ligheden mellem psykologer og psykoterapeuter er, at begge behandlergrupper laver psykoterapi.
Og ikke nok med det: De dækker også de samme områder, de har de samme klientgrupper og ofte benytter de sig af de samme terapeutiske metoder.
Så hvad er forskellen?
Forskellen mellem psykologer og (godkendte) psykoterapeuter er, at psykologerne som udgangspunkt er universitetsuddannede. Og deres efterfølgende psykoterapeutiske uddannelse er ofte udført af og forbeholdt for psykologer og læger.
Derfor synes psykologerne ret dårligt om at blive sidestillet med psykoterapeuter. Det er nemlig sådan, at selv de psykoterapeuter, der faktisk opfylder kravene til den offentligt godkendte psykoterapeut-titel, er uddannelsesmæssigt langt bagude i forhold til psykologerne.
Psykoterapeuterne, derimod, synes jo vældig godt om at blive opfattet som - og ligefrem sidestillet med - psykologerne. I folks bevidsthed får de jo kredit for en universitetsuddannelse, de ikke har.
Men hvad mener klienterne så?
Tja, ind imellem kan man få det indtryk, at de dybest set er temmelig ligeglade med, hvilken uddannelse deres terapeut har, når bare de får den hjælp, de har brug for.
Og det er vel i grunden ikke så tosset?!
I al fald forekommer der mig, at det på lang sigte vil sikre, at den behandlergruppe, der er bedst til at levere de bedste resultater, vil vinde i det lange løb, og det synes jeg nok er en overvejelse værd....
Eller måske mere relevant: Hvem er det vigtigt for: Klienterne, psykologerne eller psykoterapeuterne?
Ligheden mellem psykologer og psykoterapeuter er, at begge behandlergrupper laver psykoterapi.
Og ikke nok med det: De dækker også de samme områder, de har de samme klientgrupper og ofte benytter de sig af de samme terapeutiske metoder.
Så hvad er forskellen?
Forskellen mellem psykologer og (godkendte) psykoterapeuter er, at psykologerne som udgangspunkt er universitetsuddannede. Og deres efterfølgende psykoterapeutiske uddannelse er ofte udført af og forbeholdt for psykologer og læger.
Derfor synes psykologerne ret dårligt om at blive sidestillet med psykoterapeuter. Det er nemlig sådan, at selv de psykoterapeuter, der faktisk opfylder kravene til den offentligt godkendte psykoterapeut-titel, er uddannelsesmæssigt langt bagude i forhold til psykologerne.
Psykoterapeuterne, derimod, synes jo vældig godt om at blive opfattet som - og ligefrem sidestillet med - psykologerne. I folks bevidsthed får de jo kredit for en universitetsuddannelse, de ikke har.
Men hvad mener klienterne så?
Tja, ind imellem kan man få det indtryk, at de dybest set er temmelig ligeglade med, hvilken uddannelse deres terapeut har, når bare de får den hjælp, de har brug for.
Og det er vel i grunden ikke så tosset?!
I al fald forekommer der mig, at det på lang sigte vil sikre, at den behandlergruppe, der er bedst til at levere de bedste resultater, vil vinde i det lange løb, og det synes jeg nok er en overvejelse værd....
lørdag den 14. juli 2007
Vægt og Stress
Der er en pudsig ting ved stresstilstanden, som nok kan være værd at tænke over...
Lad os først slå fast, at stress som lidelse er en tilstand, der oftest opbygges gennem mange, mange år, og når stress-nedbruddet kommer, så har tilstanden i virkeligheden eksisteret og præget personen rigtigt længe.
I begyndelsen stiger forbrændingen. Og sulten.
En person, der har et stress-sammenbrud ventende på sig nogle år forude, vil i begyndelsen af voksenårene typisk have haft vægtforstyrrelser og ofte også spiseforstyrrelser. Ikke spiseforstyrrelser i den normale forstand med tvangsmæssig spisning eller udsultning. Nej, snarere som en slags vekslen mellem ikke at spise på grund af travlhed og at overspise på grund af sult, når man så endelig har tid eller lejlighed til at indtage føde. I al fald som oftest et uregelmæssigt spisemønster.
Alle, der har prøvet slankekure, ved, at en effektiv måde at tabe sig på, er at spise godt på enkelte dage og skrue kalorieindtagelsen ned på et minimum på de øvrige dage. Det giver en god effekt, fordi kroppen ikke nedsætter forbrændingen som reaktion på den kaloriefattige diæt, men "forvirres" af den nogle gange rigelige henholdsvis sparsomme kalorieindtagelse , hvorfor kroppen bevarer forbrændingsniveauet.
Men hvis dette står på i årevis samtidig med en voldsom psykisk belastning, så vil kroppen på et eller andet tidspunkt opleve situationen som faretruende. Den er jo under konstant pres (stand by), og derfor er der brug for en masse omsættelig energi (mad), som altså nogen gange er der og andre gange ikke.
For at modvirke mangelsituationer, så begynder kroppen at hamstre, og for at kunne det, må den sætte forbrændingen ned. Når forbrændingen nedsættes og personen periodisk spiser voldsomme mængder mad, så er der skabt grobund for en drastisk vægtforøgelse.
Den er de fleste kede af, hvilket selvfølgelig stresser systemet yderligere. Enkelte begynder at presse sig selv til at motionere - og det siger næsten sig selv, at det bliver endnu en energidrænende og dermed stressende faktor for personen.
Hvad kan man så gøre? Tænk dig rigtig godt om!
Lad være at øge din stress.
1. Konstatér, at vægtforøgelsen er et resultat af det, du byder din krop og begynd at give den det, den har brug for, nemlig regelmæssig føde og en tilpas mængde kalorier til at opretholde vitale funktioner. Så behøver den ikke hamstre.
2. Undlad at træne på en måde, der får pulsen op, sveden til at springe og hjertet til at banke. Gå en tur, få rigeligt med luft til tanker og krop, slap af. Tillad din krop at tanke op og regenerere sig selv. Du tanker jo heller ikke din bil op uden at holde stille, vel.
Er du bange for rastløsheden og dine tankers rumlen, hvis du sidder stille? Så tænk på, at netop det, at du har den uro i kroppen, når du hviler, er tegnet på, at du er stresset!
Lad os først slå fast, at stress som lidelse er en tilstand, der oftest opbygges gennem mange, mange år, og når stress-nedbruddet kommer, så har tilstanden i virkeligheden eksisteret og præget personen rigtigt længe.
I begyndelsen stiger forbrændingen. Og sulten.
En person, der har et stress-sammenbrud ventende på sig nogle år forude, vil i begyndelsen af voksenårene typisk have haft vægtforstyrrelser og ofte også spiseforstyrrelser. Ikke spiseforstyrrelser i den normale forstand med tvangsmæssig spisning eller udsultning. Nej, snarere som en slags vekslen mellem ikke at spise på grund af travlhed og at overspise på grund af sult, når man så endelig har tid eller lejlighed til at indtage føde. I al fald som oftest et uregelmæssigt spisemønster.
Alle, der har prøvet slankekure, ved, at en effektiv måde at tabe sig på, er at spise godt på enkelte dage og skrue kalorieindtagelsen ned på et minimum på de øvrige dage. Det giver en god effekt, fordi kroppen ikke nedsætter forbrændingen som reaktion på den kaloriefattige diæt, men "forvirres" af den nogle gange rigelige henholdsvis sparsomme kalorieindtagelse , hvorfor kroppen bevarer forbrændingsniveauet.
Men hvis dette står på i årevis samtidig med en voldsom psykisk belastning, så vil kroppen på et eller andet tidspunkt opleve situationen som faretruende. Den er jo under konstant pres (stand by), og derfor er der brug for en masse omsættelig energi (mad), som altså nogen gange er der og andre gange ikke.
For at modvirke mangelsituationer, så begynder kroppen at hamstre, og for at kunne det, må den sætte forbrændingen ned. Når forbrændingen nedsættes og personen periodisk spiser voldsomme mængder mad, så er der skabt grobund for en drastisk vægtforøgelse.
Den er de fleste kede af, hvilket selvfølgelig stresser systemet yderligere. Enkelte begynder at presse sig selv til at motionere - og det siger næsten sig selv, at det bliver endnu en energidrænende og dermed stressende faktor for personen.
Hvad kan man så gøre? Tænk dig rigtig godt om!
Lad være at øge din stress.
1. Konstatér, at vægtforøgelsen er et resultat af det, du byder din krop og begynd at give den det, den har brug for, nemlig regelmæssig føde og en tilpas mængde kalorier til at opretholde vitale funktioner. Så behøver den ikke hamstre.
2. Undlad at træne på en måde, der får pulsen op, sveden til at springe og hjertet til at banke. Gå en tur, få rigeligt med luft til tanker og krop, slap af. Tillad din krop at tanke op og regenerere sig selv. Du tanker jo heller ikke din bil op uden at holde stille, vel.
Er du bange for rastløsheden og dine tankers rumlen, hvis du sidder stille? Så tænk på, at netop det, at du har den uro i kroppen, når du hviler, er tegnet på, at du er stresset!
"The Secret" og psykologien
"The Secret" repræsenterer en efterhånden verdensomspændende måde at tænke og handle på. som blandt andet involverer tanken om, at Universet er aktivt givende i forhold til det enkelte menneske.
Første gang jeg hørte om tankerne var for 7 år siden gennem en veninde, som iøvrigt også er psykolog. Dengang var "the secret" endnu ikke skrevet, men der findes et utal af forløbere, og de personer, der nu bidrager til filmen/bogen, har været aktive i årevis. Det var dem, hun refererede til.
Med min videnskabelige indstilling var jeg ikke sen til at vurdere, at det var det værste vrøvl, jeg længe havde hørt, og min fornuft bød mig at afvise det som det rene nonsens.
Og nu er de gamle tanker samlet og publiceret i den populære "The Secret". Min opfattelse er den samme. Det ér noget vrøvl. Til dels...
Men der er også elementer i måden at tænke på, som er i fuldstændig overensstemmelse med de videnskabelige overvejelser, der findes i blandt andet psykologien - og som virker!
Det drejer sig f.eks. om det nyttige i at gøre sig sine mål fuldstændig klart, og det værdifulde i at kunne fokusere på dem. For slet ikke at tale om den fantastiske effekt man opnår ved at kunne fastholde sig selv i en konstant bevægelse i retning af det, man ønsker!
Det er elementerne fra enhver effektiv terapi, vi ser her. Ikke noget nyt i sig selv, men epokegørende fordi det bygger på inspiration snarere end hårdt arbejde. I tankerne bag "the secret" og andre lignende bøger som fx. "the science of getting rich" er det bærende element ikke hårdt arbejde og selvkontrol. Istedet bygger udviklingen på inspiration, glæde og netop det at give slip.
Det, der slippes, er imidlertid ikke kontrollen over et destruktivt selv, men kontrollen over de drømme og visioner, som indtil da har henslæbt en tilværelse i det skjulte. Skjulte fordi man ikke turde drømme, håbe og stræbe efter det ønskede af frygt for at blive skuffet eller straffet.
Og når visioner og drømme slippes ud, så bobler inspiration og glæde frem. Livet bliver let, håbet bliver vakt og mål tegner sig i horisonten. Store mål, glade mål, gode mål, som man kan bruge som pejlepunkter i livet for at vide, hvor man skal hen.
Eller som jeg plejer at sige: Drømme bliver til mål - mål bliver til virkelighed.
Det, der er forskellen på "de nye tanker" og de gamle, og som gør "de nye tanker" uhyre værdifulde er efter min opfattelse, at fokus bliver flyttet fra det, man frygter og vil undgå, og hen til det, man ønsker og gerne vil opnå. Teknikken er den samme som i traditionel terapi. Intet nyt under solen dér, men det, man koncentrerer sig om og bruger al sin energi på, er diametralt modsat.
Det er positivt og det virker, fuldstændig som teknikken altid har virket. Men fordi fokus nu er fremadrettet og bygger på inspiration, så er processen gladere og sjovere. Og som den verdenskendte psykolog og præsident-coach, Anthony Robbins, siger: "Det er ikke det, vi får, men den udvikling vi gennemgår undervejs, der gør os lykkelige."
Så uanset om man vil forlade sig på Universelle kræfter til at hjælpe sig eller ej, så spår jeg "de nye tanker" en stor og profitabel fremtid.
Hvis den slags tanker gør dig nysgerrig, så findes der et utal af hjemmesider om emnet. Deriblandt også én på dansk. Den hedder www.danskesecret.dk.
Første gang jeg hørte om tankerne var for 7 år siden gennem en veninde, som iøvrigt også er psykolog. Dengang var "the secret" endnu ikke skrevet, men der findes et utal af forløbere, og de personer, der nu bidrager til filmen/bogen, har været aktive i årevis. Det var dem, hun refererede til.
Med min videnskabelige indstilling var jeg ikke sen til at vurdere, at det var det værste vrøvl, jeg længe havde hørt, og min fornuft bød mig at afvise det som det rene nonsens.
Og nu er de gamle tanker samlet og publiceret i den populære "The Secret". Min opfattelse er den samme. Det ér noget vrøvl. Til dels...
Men der er også elementer i måden at tænke på, som er i fuldstændig overensstemmelse med de videnskabelige overvejelser, der findes i blandt andet psykologien - og som virker!
Det drejer sig f.eks. om det nyttige i at gøre sig sine mål fuldstændig klart, og det værdifulde i at kunne fokusere på dem. For slet ikke at tale om den fantastiske effekt man opnår ved at kunne fastholde sig selv i en konstant bevægelse i retning af det, man ønsker!
Det er elementerne fra enhver effektiv terapi, vi ser her. Ikke noget nyt i sig selv, men epokegørende fordi det bygger på inspiration snarere end hårdt arbejde. I tankerne bag "the secret" og andre lignende bøger som fx. "the science of getting rich" er det bærende element ikke hårdt arbejde og selvkontrol. Istedet bygger udviklingen på inspiration, glæde og netop det at give slip.
Det, der slippes, er imidlertid ikke kontrollen over et destruktivt selv, men kontrollen over de drømme og visioner, som indtil da har henslæbt en tilværelse i det skjulte. Skjulte fordi man ikke turde drømme, håbe og stræbe efter det ønskede af frygt for at blive skuffet eller straffet.
Og når visioner og drømme slippes ud, så bobler inspiration og glæde frem. Livet bliver let, håbet bliver vakt og mål tegner sig i horisonten. Store mål, glade mål, gode mål, som man kan bruge som pejlepunkter i livet for at vide, hvor man skal hen.
Eller som jeg plejer at sige: Drømme bliver til mål - mål bliver til virkelighed.
Det, der er forskellen på "de nye tanker" og de gamle, og som gør "de nye tanker" uhyre værdifulde er efter min opfattelse, at fokus bliver flyttet fra det, man frygter og vil undgå, og hen til det, man ønsker og gerne vil opnå. Teknikken er den samme som i traditionel terapi. Intet nyt under solen dér, men det, man koncentrerer sig om og bruger al sin energi på, er diametralt modsat.
Det er positivt og det virker, fuldstændig som teknikken altid har virket. Men fordi fokus nu er fremadrettet og bygger på inspiration, så er processen gladere og sjovere. Og som den verdenskendte psykolog og præsident-coach, Anthony Robbins, siger: "Det er ikke det, vi får, men den udvikling vi gennemgår undervejs, der gør os lykkelige."
Så uanset om man vil forlade sig på Universelle kræfter til at hjælpe sig eller ej, så spår jeg "de nye tanker" en stor og profitabel fremtid.
Hvis den slags tanker gør dig nysgerrig, så findes der et utal af hjemmesider om emnet. Deriblandt også én på dansk. Den hedder www.danskesecret.dk.
Abonner på:
Opslag (Atom)