Da jeg var barn stod der på enhver legeplads en vippe. Ikke en af de her nymodens vipper med en gigantisk fjeder nedenunder, så man kan vippe alene. Næ, en rigtig vippe, der kræver to for at fungere - en i hver ende. Og det skulle vel at mærke være to, der havde stort set samme vægt for ellers var det ikke rigtig sjovt. Hvis man var tungere, ville man ikke kunne vippe op, men forblev siddende ubevægelig på sin dertil indrettede, og hvis man var for let, kunne man ikke komme ned, men "hang til tørre". Ikke skægt for nogen!
Næ, skulle det være skægt, så kunne man støde fra og komme op, og man kunne lave ligevægt, hvor begge svævede i luften. Uanset om man var oppe eller nede eller ligevægt, så krævede det samarbejde.
Jeg tænker tit på den vippe, fordi den er sådan et godt billede på, hvad der sker i os, når vi er i psykologisk ubalance. Hvad enten det er indeni os selv eller i vores parforhold, så er ubalance jo karakteriseret af, at noget har for meget magt fx. vores trang til at være pæne og noget andet har for lidt fx vores behov for at gøre noget andet end det pæne. Eller med andre ord, den ene ende af vippen har overvægt og den anden for lidt vægt. Og det spændende spørgsmål er derfor altid: "hvad skal der til for at bringe vippen i ligevægt?"
I modsætning til, hvad man umiddelbart tror, så er det IKKE et tryk på midten, der hvor pænhed og behovsopfyldelse mødes - vippens balancepunkt.
Næ, trykket skal ligge netop der, hvor der har manglet vægt. Vægten skal lægges netop på det, man har undladt at gøre, undladt at lægge vægt på.
For at ændre balancen må man i en periode være lige præcis dét, man har svigtet at være. Fremover må man lægge vægt på at udtrykke, være og handle i overensstemmelse med det, der var undertrykt eller ignoreret, fordi man troede, at det var det bedste.
Først når der er lige så meget vægt på den forsømte del - og det tager sin tid -, så kan man begynde at jonglere med de to forskellige sider. Og det er først den dag, at man frit kan vælge, hvad man vil gøre, at balancen er etableret.
Og fra den dag bliver det fuldstændig underordnet, hvad man vælger, for det vil altid blot være udtryk for, hvad man i den givne situation oplever som det rigtige.
