Ind imellem kan man få det indtryk, at det bare er for let at blive skilt.
Det er for let bare at kaste håndklædet i ringen og sige: Nu kan jeg sgu ikke mere.
Det er for let at sige, at det var den anden der ikke ville udvikle sig, og nu er det nok!
Det er for let!
Og så alligevel ikke...
De fleste, jeg har mødt, har kæmpet i årevis. Virkelig gjort alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om, før beslutningen om skilsmisse forekom at være den eneste mulighed. Og fornemmelsen af at have prøvet alt, gør dem så meget desto mere 'faste i spyttet'.
I langt de fleste tilfælde viser det sig imidlertid, at det snarere er mere i overensstemmelse med virkeligheden at sige, at de har prøvet alt, hvad de kunne komme i tanke om.
Og det er ikke ALT, - heller ikke selvom det føles sådan.
For hvis to mennesker virkelig elsker hinanden, så er der i 9 ud af 10 tilfælde en løsning. Der er som regel altid mindst én mulighed, de endnu ikke har prøvet. Og det mest ironiske er, at det ofte endda er en mulighed, som de har overvejet, men som de forkastede, før den overhovedet fik lov at vise sit potentiale. De opgiver på forhånd af bare træthed over alle de andre forsøg, som var forgæves.
Men hvis et par virkelig ønsker at finde en vej, så er det for de fleste en mulighed. Det er ikke nødvendigvis den letteste vej, men det er lettere end det føles.
Der er tre trin, der er uomgængelige, men som fører til et bedre og sundere parforhold, end det, man var på nippet til at opgive.
1. gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forbedre forholdet FOR DIG SELV! De fleste ulykkelige parforhold bygger på, at man tager hånd om den andens behov og forventer, at den anden tager hånd om éns behov. Stop det! Sæt grænser, marker ønsker, udtryk behov.
2. vær parat til at lade det få de nødvendige konsekvenser, også selvom man er nødt til at gå! Hvis handlinger ikke får konsekvenser, er der ingen motivation til at ændre noget. Hvis du gør det, du plejer at gøre, sker der det, der plejer at ske. Og hvis du ønsker, at der skal ske noget andet - så gør noget andet end det, du plejer!
3. hvis konsekvenserne ikke har den ønskede effekt: gå direkte til skilsmisse. Selvom det er drastisk og det ikke var det, der var målet, så kan det alligevel blive resultatet. Og ind imellem er det resultatet, der skaber motivationen for den lykkelige ændring.
Uanset hvad processen ender med, vil I være sikre på, at I har gjort ALT, hvad I kunne.
Når man har gjort alt, kan man bedre slippe, hvis det er nødvendigt og stadig føle sig tilfredshed med sin egen indsats.
søndag den 27. maj 2007
Hypnose - det spændende nye
Der er ingen tvivl om, at hypnosen omsider er kommet til Danmark. Aktuelt er det sidste nye og mest spændende skud på de psykologiske metoders træ herhjemme, og ikke uden grund. Det fascinerer de fleste, at man sådan kan skifte bevidsthedstilstand og måske/måske ikke 'miste' kontrollen.
Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.
Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?
På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.
Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.
Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!
Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.
Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?
På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.
Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.
Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!
Hypnose: vejen til dine ubevidste ressourcer
Hypnose er vidunderlig og spændende at arbejde med, fordi der fokuseres på det ubevidste på det ubevidstes præmisser og ikke gennem bevidstheden, sådan som det ellers er tilfældet i de fleste andre terapiformer.
Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.
Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.
Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.
Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.
Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.
Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.
Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.
Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.
Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.
Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.
Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.
Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.
Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.
Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.
Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.
Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.
Hvad er stress?
Generelt har de fleste den opfattelse, at stress er noget med arbejde - at arbejde for meget, for længe, for hårdt. At have umulige tidsfrister, uforstående chefer og/eller dovne kolleger.
Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.
Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.
Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.
Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.
Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.
Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".
Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".
Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.
Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.
Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.
Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.
Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.
Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.
Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.
Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.
Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.
Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.
Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.
Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".
Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".
Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.
Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.
Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.
Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.
Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.
Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.
Modstandsdygtighed - hvor får de det fra?
Ind i mellem kommer der klienter i min praksis, hvis liv er sunket helt i grus. Deres livslyst og energi er med ét forsvundet, og de forstår det ikke.
Når de begynder at fortælle, så bliver det hurtigt klart, at der er en udløsende hændelse. Det er der altid. Men de synes bare ikke, at det burde kunne vælte dem sådan af pinden. De beskylder sig selv for at være svagelige, hysteriske, ufleksible eller det, der er værre. De foragter sig selv for den nye skrøbelighed, og det bidrager bare yderligere til deres fornemmelse af ikke at være gode nok - længere.
Og netop dette 'længere' sætter deres nye fornemmelse af magtesløshed og svækkelse i perspektiv. Tidligere har de nemlig altid være så stærke. De har klaret alt det, andre ikke kunne. Så hvorfor ikke mere?
Forklaringen kommer altid, når et sådant menneske opruller sin livshistorie. Der er ikke bare tale om enkeltstående svær livsperiode. Tværtimod er der tale om belastning på belastning, og ikke 'bare' igennem de sidste par år, men igennem en hel tidsalder. Vi taler dødsfald, livstruende sygdom, invaliderende sygdom, psykisk sygdom, skilsmisser, fyringer, sønderrevne familiebånd, ensomhed, misbrug - ja, alt.
Nogle gange bærer de på et helt liv fyldt med belastninger af en sådan karakter, at blot en enkelt eller to kunne få de fleste til at synke i knæ. Men ikke dem. De er så vant til, at livet kræver en overmenneskelig anstrengelse, at de konstant presser sig selv til det yderste uden at skænke det en tanke. De gør bare det, der er nødvendigt uden at stille spørgsmålstegn og uden at det et øjeblik falder dem ind at klage.
Resultatet bliver, at de bruger oceaner af energi, og det er ikke så underligt, at de en dag er slidt helt i bund. Det underlige er snarere, at de ikke er slidt op lang tid før!
Hvor får de styrken fra? Er det en slags overmennesker, der bare generelt tåler ekstreme belastninger? Er det en særlig personlighedstype, der gennem specifikke personlige egenskaber mere effektivt og fleksibelt end andre tåler og håndterer vanskeligheder i livet. Eller er det et spørgsmål om, at de allerede meget tidligt i livet lærer en bestemt strategi til at håndtere livet, så de bruger minimal energi under maksimal belastning?
Det er formodentlig en kombination af flere ting, men uanset hvad, så efterlades jeg altid med en fornemmelse af dyb respekt og beundring for det, de har tålt. De kan virkelig noget. Men de forstår først, hvor fantastisk de i virkeligheden har klaret det indtil nu, når de sætter sig ned og laver et overblik over deres livs genvordigheder. Først da kan de selv se, at deres 'svaghed' er udtryk for, at de nu efter mange års kraftpræstation omsider har nået grænsen for deres formåen, og at deres eneste virkelige svaghed i den forbindelse har været deres manglende evne til se det utrolige i, at de har holdt så længe.
Når de begynder at fortælle, så bliver det hurtigt klart, at der er en udløsende hændelse. Det er der altid. Men de synes bare ikke, at det burde kunne vælte dem sådan af pinden. De beskylder sig selv for at være svagelige, hysteriske, ufleksible eller det, der er værre. De foragter sig selv for den nye skrøbelighed, og det bidrager bare yderligere til deres fornemmelse af ikke at være gode nok - længere.
Og netop dette 'længere' sætter deres nye fornemmelse af magtesløshed og svækkelse i perspektiv. Tidligere har de nemlig altid være så stærke. De har klaret alt det, andre ikke kunne. Så hvorfor ikke mere?
Forklaringen kommer altid, når et sådant menneske opruller sin livshistorie. Der er ikke bare tale om enkeltstående svær livsperiode. Tværtimod er der tale om belastning på belastning, og ikke 'bare' igennem de sidste par år, men igennem en hel tidsalder. Vi taler dødsfald, livstruende sygdom, invaliderende sygdom, psykisk sygdom, skilsmisser, fyringer, sønderrevne familiebånd, ensomhed, misbrug - ja, alt.
Nogle gange bærer de på et helt liv fyldt med belastninger af en sådan karakter, at blot en enkelt eller to kunne få de fleste til at synke i knæ. Men ikke dem. De er så vant til, at livet kræver en overmenneskelig anstrengelse, at de konstant presser sig selv til det yderste uden at skænke det en tanke. De gør bare det, der er nødvendigt uden at stille spørgsmålstegn og uden at det et øjeblik falder dem ind at klage.
Resultatet bliver, at de bruger oceaner af energi, og det er ikke så underligt, at de en dag er slidt helt i bund. Det underlige er snarere, at de ikke er slidt op lang tid før!
Hvor får de styrken fra? Er det en slags overmennesker, der bare generelt tåler ekstreme belastninger? Er det en særlig personlighedstype, der gennem specifikke personlige egenskaber mere effektivt og fleksibelt end andre tåler og håndterer vanskeligheder i livet. Eller er det et spørgsmål om, at de allerede meget tidligt i livet lærer en bestemt strategi til at håndtere livet, så de bruger minimal energi under maksimal belastning?
Det er formodentlig en kombination af flere ting, men uanset hvad, så efterlades jeg altid med en fornemmelse af dyb respekt og beundring for det, de har tålt. De kan virkelig noget. Men de forstår først, hvor fantastisk de i virkeligheden har klaret det indtil nu, når de sætter sig ned og laver et overblik over deres livs genvordigheder. Først da kan de selv se, at deres 'svaghed' er udtryk for, at de nu efter mange års kraftpræstation omsider har nået grænsen for deres formåen, og at deres eneste virkelige svaghed i den forbindelse har været deres manglende evne til se det utrolige i, at de har holdt så længe.
Velkommen til Psykologens hjørne!
Hej og velkommen til en side, der handler om psykologi, så alle kan forstå det!
Mit navn er Birgitte Hultberg og jeg er praktiserende psykolog. Det er min intention at lave en blog, hvor jeg tager hul på forskellige psykologiske problemstillinger, som enhver kan relatere til.
Jeg fik ideen til denne blog i forbindelse med de spørgsmål, jeg ofte bliver stillet i forbindelse med udbredte psykologiske vanskeligheder som fx. stress, depression, angst og fobier. Ofte er det de samme ting, der gør indtryk på folk og som får dem til at skifte perspektiv og ændre negative livsmønstre - med eller uden hjælp udefra.
Jeg besluttede, at oprettelsen af denne blog kunne være en nem og god måde at sprede disse tilsyneladende almengyldige retningslinier på. At gøre psykologisk hjælp til selvhjælp tilgængelig for alle, der ønsker at vide og gøre mere.
Dette er altså IKKE en behandlingsside, men mere en side med de generelle overvejelser, som jeg sidder og gør mig, når jeg er på arbejde. Det er mit håb, at de input, som jeg lægger her, vil blive til gavn og glæde for rigtig mange.
Du vil med tiden kunne læse om almindeligt forekommende psykologiske emner, eksistentielle problemer m.m. og måske kan de generelle overvejelser og eventuelle retningslinier hjælpe og inspirere dig eller én du kender…
Velkommen tilbage!
Birgitte
Mit navn er Birgitte Hultberg og jeg er praktiserende psykolog. Det er min intention at lave en blog, hvor jeg tager hul på forskellige psykologiske problemstillinger, som enhver kan relatere til.
Jeg fik ideen til denne blog i forbindelse med de spørgsmål, jeg ofte bliver stillet i forbindelse med udbredte psykologiske vanskeligheder som fx. stress, depression, angst og fobier. Ofte er det de samme ting, der gør indtryk på folk og som får dem til at skifte perspektiv og ændre negative livsmønstre - med eller uden hjælp udefra.
Jeg besluttede, at oprettelsen af denne blog kunne være en nem og god måde at sprede disse tilsyneladende almengyldige retningslinier på. At gøre psykologisk hjælp til selvhjælp tilgængelig for alle, der ønsker at vide og gøre mere.
Dette er altså IKKE en behandlingsside, men mere en side med de generelle overvejelser, som jeg sidder og gør mig, når jeg er på arbejde. Det er mit håb, at de input, som jeg lægger her, vil blive til gavn og glæde for rigtig mange.
Du vil med tiden kunne læse om almindeligt forekommende psykologiske emner, eksistentielle problemer m.m. og måske kan de generelle overvejelser og eventuelle retningslinier hjælpe og inspirere dig eller én du kender…
Velkommen tilbage!
Birgitte
Abonner på:
Opslag (Atom)