Der er en pudsig ting ved stresstilstanden, som nok kan være værd at tænke over...
Lad os først slå fast, at stress som lidelse er en tilstand, der oftest opbygges gennem mange, mange år, og når stress-nedbruddet kommer, så har tilstanden i virkeligheden eksisteret og præget personen rigtigt længe.
I begyndelsen stiger forbrændingen. Og sulten.
En person, der har et stress-sammenbrud ventende på sig nogle år forude, vil i begyndelsen af voksenårene typisk have haft vægtforstyrrelser og ofte også spiseforstyrrelser. Ikke spiseforstyrrelser i den normale forstand med tvangsmæssig spisning eller udsultning. Nej, snarere som en slags vekslen mellem ikke at spise på grund af travlhed og at overspise på grund af sult, når man så endelig har tid eller lejlighed til at indtage føde. I al fald som oftest et uregelmæssigt spisemønster.
Alle, der har prøvet slankekure, ved, at en effektiv måde at tabe sig på, er at spise godt på enkelte dage og skrue kalorieindtagelsen ned på et minimum på de øvrige dage. Det giver en god effekt, fordi kroppen ikke nedsætter forbrændingen som reaktion på den kaloriefattige diæt, men "forvirres" af den nogle gange rigelige henholdsvis sparsomme kalorieindtagelse , hvorfor kroppen bevarer forbrændingsniveauet.
Men hvis dette står på i årevis samtidig med en voldsom psykisk belastning, så vil kroppen på et eller andet tidspunkt opleve situationen som faretruende. Den er jo under konstant pres (stand by), og derfor er der brug for en masse omsættelig energi (mad), som altså nogen gange er der og andre gange ikke.
For at modvirke mangelsituationer, så begynder kroppen at hamstre, og for at kunne det, må den sætte forbrændingen ned. Når forbrændingen nedsættes og personen periodisk spiser voldsomme mængder mad, så er der skabt grobund for en drastisk vægtforøgelse.
Den er de fleste kede af, hvilket selvfølgelig stresser systemet yderligere. Enkelte begynder at presse sig selv til at motionere - og det siger næsten sig selv, at det bliver endnu en energidrænende og dermed stressende faktor for personen.
Hvad kan man så gøre? Tænk dig rigtig godt om!
Lad være at øge din stress.
1. Konstatér, at vægtforøgelsen er et resultat af det, du byder din krop og begynd at give den det, den har brug for, nemlig regelmæssig føde og en tilpas mængde kalorier til at opretholde vitale funktioner. Så behøver den ikke hamstre.
2. Undlad at træne på en måde, der får pulsen op, sveden til at springe og hjertet til at banke. Gå en tur, få rigeligt med luft til tanker og krop, slap af. Tillad din krop at tanke op og regenerere sig selv. Du tanker jo heller ikke din bil op uden at holde stille, vel.
Er du bange for rastløsheden og dine tankers rumlen, hvis du sidder stille? Så tænk på, at netop det, at du har den uro i kroppen, når du hviler, er tegnet på, at du er stresset!
Viser opslag med etiketten Stress. Vis alle opslag

lørdag den 14. juli 2007
søndag den 27. maj 2007
Hvad er stress?
Generelt har de fleste den opfattelse, at stress er noget med arbejde - at arbejde for meget, for længe, for hårdt. At have umulige tidsfrister, uforstående chefer og/eller dovne kolleger.
Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.
Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.
Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.
Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.
Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.
Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".
Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".
Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.
Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.
Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.
Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.
Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.
Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.

Abonner på:
Opslag (Atom)