Generelt har de fleste den opfattelse, at stress er noget med arbejde - at arbejde for meget, for længe, for hårdt. At have umulige tidsfrister, uforstående chefer og/eller dovne kolleger.
Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.
Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.
Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.
Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.
Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.
Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".
Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".
Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.
Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.
Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.
Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.
Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.
Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.
