Ind i mellem kommer der klienter i min praksis, hvis liv er sunket helt i grus. Deres livslyst og energi er med ét forsvundet, og de forstår det ikke.
Når de begynder at fortælle, så bliver det hurtigt klart, at der er en udløsende hændelse. Det er der altid. Men de synes bare ikke, at det burde kunne vælte dem sådan af pinden. De beskylder sig selv for at være svagelige, hysteriske, ufleksible eller det, der er værre. De foragter sig selv for den nye skrøbelighed, og det bidrager bare yderligere til deres fornemmelse af ikke at være gode nok - længere.
Og netop dette 'længere' sætter deres nye fornemmelse af magtesløshed og svækkelse i perspektiv. Tidligere har de nemlig altid være så stærke. De har klaret alt det, andre ikke kunne. Så hvorfor ikke mere?
Forklaringen kommer altid, når et sådant menneske opruller sin livshistorie. Der er ikke bare tale om enkeltstående svær livsperiode. Tværtimod er der tale om belastning på belastning, og ikke 'bare' igennem de sidste par år, men igennem en hel tidsalder. Vi taler dødsfald, livstruende sygdom, invaliderende sygdom, psykisk sygdom, skilsmisser, fyringer, sønderrevne familiebånd, ensomhed, misbrug - ja, alt.
Nogle gange bærer de på et helt liv fyldt med belastninger af en sådan karakter, at blot en enkelt eller to kunne få de fleste til at synke i knæ. Men ikke dem. De er så vant til, at livet kræver en overmenneskelig anstrengelse, at de konstant presser sig selv til det yderste uden at skænke det en tanke. De gør bare det, der er nødvendigt uden at stille spørgsmålstegn og uden at det et øjeblik falder dem ind at klage.
Resultatet bliver, at de bruger oceaner af energi, og det er ikke så underligt, at de en dag er slidt helt i bund. Det underlige er snarere, at de ikke er slidt op lang tid før!
Hvor får de styrken fra? Er det en slags overmennesker, der bare generelt tåler ekstreme belastninger? Er det en særlig personlighedstype, der gennem specifikke personlige egenskaber mere effektivt og fleksibelt end andre tåler og håndterer vanskeligheder i livet. Eller er det et spørgsmål om, at de allerede meget tidligt i livet lærer en bestemt strategi til at håndtere livet, så de bruger minimal energi under maksimal belastning?
Det er formodentlig en kombination af flere ting, men uanset hvad, så efterlades jeg altid med en fornemmelse af dyb respekt og beundring for det, de har tålt. De kan virkelig noget. Men de forstår først, hvor fantastisk de i virkeligheden har klaret det indtil nu, når de sætter sig ned og laver et overblik over deres livs genvordigheder. Først da kan de selv se, at deres 'svaghed' er udtryk for, at de nu efter mange års kraftpræstation omsider har nået grænsen for deres formåen, og at deres eneste virkelige svaghed i den forbindelse har været deres manglende evne til se det utrolige i, at de har holdt så længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar