Jalousi

Parforholdet er en institution under stort pres i det nuværende samfund. Konstant mødes vi med fristelser og løfter om, at græsset er grønnere på den anden side.

Fornemmelsen af konstante fristelser kan føre til, at nogle falder for fristelsen og faktisk er deres partner utro. Langt over halvdelen af alle mænd og kvinder hævder at have været deres faste partner utro.

Fornemmelsen af lurende fristelser kan også føre til, at mistænksomhed og utryghed kommer til at præge en relation - uanset om der er erklæret utroskab med i billedet.

Utroskab er den største synder i skabelsen af jalousi, og i sådanne tilfælde må man sige, at jalousien er absolut begrundet. Utroskab aktiverer alle de erfaringer, som de fleste har, der siger at verden er et farligt sted at være og at man i bund og grund ikke kan stole på andre end sig selv.

Alle har erfaringer, der involverer en form for svigt og ensomhed, og alle har erfaringer, der involverer kærlighed og omsorg. Men når utroskab er med på banen, så giver det voldsomme, chok-agtige efterdønninger i den forurettede part, og det aktiverer alle de tidligere erfaringer med svigt.


Og når der kommer spotlight på alt det dårlige, så ser man kun det.

Det siger sig selv, utroskab "fortjener" mistillid, og generelt er det sådan, at utroskab tager op til et år at komme over. Vel at mærke, hvis begge er indstillede på at komme videre og den "skyldige" påtager sig ansvaret for sin gerning. (Hvor underligt det end kan lyde, så er det ikke altid tilfældet.) Og at påtage sig ansvaret vil sige, at acceptere partnerens jalousi som et udtryk for velbegrundet mistillid.

Resten er hårdt arbejde, som jeg plejer at sige. For der var jo en grund til, at utroskab blev en mulighed overhovedet, og den grund skal findes i parforholdets dynamik.

Men udover jalousi fremkaldt af utroskab, så er der også jalousi med knap så gennemskuelige årsager og som er en lige stor plage for begge parter.

Jeg taler ikke om dem, der bevist og overlagt anvender jalousi og kontrol som en måde til at få magt over partneren - de såkaldte psykopater. De er nemlig et helt kapitel for sig selv.

Næ, jeg taler her om alle de tilfælde, hvor der optræder jalousi, selvom det ved første øjekast forekommer fuldstændig ubegrundet. Det siger sig seslv, at det er den ikke. Ingenting kommer af ingenting. Ved et nøje kig på det, der sker parret imellem, så vil man da også ret let kunne opdage, at der i måden, som parret er sammen på, er klare indikationer på noget skævt. Noget, der giver den ene - eller begge - grund til utryghed, og denne uligevægt præger, bevidst eller ubevidst, parrets indbyrdes relation og forskubber balancen imellem dem.

En relation, der ikke er baseret på ligeværdighed har dårlige vilkår, for alle bæredygtige parforhold bygger på ligeværdighed.

Her taler jeg naturligvis ikke om ligeværdighed i betydningen milimeterdemokrati, men ligeværdighed i betydningen "en fordeling af ansvar, pligter og rettigheder, som begge er enige i og ønsker".

Jalousi i et parforhold er ofte forbundet med, at den ene - eller begge - er gået med til en fordeling, som de inderst inde finder uacceptabel, og som stiller den anden væsentligt bedre med hensyn til at få dækket sine behov.

Der kan være flere grunde til, at man vælger at gøre det. De mest almindelige er:

1. misforstået hensyn: jeg kan ikke tillade mig at forlange den omsorg, som han aldrig selv har oplevet.
   
2. omvendt psykologi: hvis jeg ikke presser hende til sex, så giver hun det nok frivilligt - en dag....

Man giver med andre ord afkald på noget afgørende, fordi man tror, at man ikke kan få det alligevel - eller i det spinkle håb at det netop er sådan, man vil kunne opnå det.

Men dels efterlader det én i en sårbar situation, hvis behovstilfredsstillesen er baseret på en andens forgodtbefindende, og dels er det jo slet ikke sikkert, at partneren er klar over behovet, fordi det ikke er blevet udtrykt klart, at det er der - endsige at det ønskes tilfredsstillet.

Alt i alt en usund udvikling, hvor tilfredshed afhænger af, hvad partneren kan, har lyst til eller kan gætte sig til. Og hvis det ikke sker, så må behovet altså undertrykkes.

Det siger sig selv, at behov ikke kan undertrykkes permanent, og på et eller andet tidspunkt bryder trangen igennem. Men fordi man jo én gang har afskrevet at få dækket det specifikke behov, så tager længslen en anden form. Istedet for at være et direkte krav, så kommer det ud som snagende spørgsmål, kontrolhandlinger, konstante krav om bekræftelse og lignende.

Efterhånden som tiden går, udvikler situationen sig typisk mere og mere grotesk og ulidelig for begge parter, og i sidste ende truer situationen med at få uoverskuelige konsekvenser.

Når jalousien er på sit højeste, kan situationen forekommer uløselig, men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Faktisk er løsningen en simpel tre-trinsraket:

1. Sæt en stopper for jalousiudbruddene: Nægt at deltage i den andens kontrolhandlinger eller på anden måde acceptere at være en del af dramaet.
2. Find ud af, hvad jalousiens underliggende behov er: Hvor er det præcis, at den jaloux partner ikke får tilgodeset sine behov.
3. Lav en handel: hver især får tre ønsker, som er forudsætningen for at de hver især kan holde ud at blive i forholdet. Ønskerne hviler på underliggende behov og må ikke være knyttet til jalousiadfærden.

Husk, at enhver relation er en handel, og en god og bæredygtig handel er karakteriseret af, at begge får mest mulig af det, de gerne vil have. Begge vil gerne have et velfungerende parforhold.

Psykolog eller psykoterapeut

Det roder i vores hoveder! - Det der med psykologer og psykoterapeuter, hvorfor er det lige, at det er så vigtigt?


Eller måske mere relevant: Hvem er det vigtigt for: Klienterne, psykologerne eller psykoterapeuterne?


Ligheden mellem psykologer og psykoterapeuter er, at begge behandlergrupper laver psykoterapi.

Og ikke nok med det: De dækker også de samme områder, de har de samme klientgrupper og ofte benytter de sig af de samme terapeutiske metoder.

Så hvad er forskellen?

Forskellen mellem psykologer og (godkendte) psykoterapeuter er, at psykologerne som udgangspunkt er universitetsuddannede. Og deres efterfølgende psykoterapeutiske uddannelse er ofte udført af og forbeholdt for psykologer og læger.


Derfor synes psykologerne ret dårligt om at blive sidestillet med psykoterapeuter. Det er nemlig sådan, at selv de psykoterapeuter, der faktisk opfylder kravene til den offentligt godkendte psykoterapeut-titel, er uddannelsesmæssigt langt bagude i forhold til psykologerne.


Psykoterapeuterne, derimod, synes jo vældig godt om at blive opfattet som - og ligefrem sidestillet med - psykologerne. I folks bevidsthed får de jo kredit for en universitetsuddannelse, de ikke har.


Men hvad mener klienterne så?

Tja, ind imellem kan man få det indtryk, at de dybest set er temmelig ligeglade med, hvilken uddannelse deres terapeut har, når bare de får den hjælp, de har brug for.

Og det er vel i grunden ikke så tosset?!


I al fald forekommer der mig, at det på lang sigte vil sikre, at den behandlergruppe, der er bedst til at levere de bedste resultater, vil vinde i det lange løb, og det synes jeg nok er en overvejelse værd....

Vægt og Stress

Der er en pudsig ting ved stresstilstanden, som nok kan være værd at tænke over...

Lad os først slå fast, at stress som lidelse er en tilstand, der oftest opbygges gennem mange, mange år, og når stress-nedbruddet kommer, så har tilstanden i virkeligheden eksisteret og præget personen rigtigt længe.

I begyndelsen stiger forbrændingen. Og sulten.

En person, der har et stress-sammenbrud ventende på sig nogle år forude, vil i begyndelsen af voksenårene typisk have haft vægtforstyrrelser og ofte også spiseforstyrrelser. Ikke spiseforstyrrelser i den normale forstand med tvangsmæssig spisning eller udsultning. Nej, snarere som en slags vekslen mellem ikke at spise på grund af travlhed og at overspise på grund af sult, når man så endelig har tid eller lejlighed til at indtage føde. I al fald som oftest et uregelmæssigt spisemønster.

Alle, der har prøvet slankekure, ved, at en effektiv måde at tabe sig på, er at spise godt på enkelte dage og skrue kalorieindtagelsen ned på et minimum på de øvrige dage. Det giver en god effekt, fordi kroppen ikke nedsætter forbrændingen som reaktion på den kaloriefattige diæt, men "forvirres" af den nogle gange rigelige henholdsvis sparsomme kalorieindtagelse , hvorfor kroppen bevarer forbrændingsniveauet.

Men hvis dette står på i årevis samtidig med en voldsom psykisk belastning, så vil kroppen på et eller andet tidspunkt opleve situationen som faretruende. Den er jo under konstant pres (stand by), og derfor er der brug for en masse omsættelig energi (mad), som altså nogen gange er der og andre gange ikke.

For at modvirke mangelsituationer, så begynder kroppen at hamstre, og for at kunne det, må den sætte forbrændingen ned. Når forbrændingen nedsættes og personen periodisk spiser voldsomme mængder mad, så er der skabt grobund for en drastisk vægtforøgelse.

Den er de fleste kede af, hvilket selvfølgelig stresser systemet yderligere. Enkelte begynder at presse sig selv til at motionere - og det siger næsten sig selv, at det bliver endnu en energidrænende og dermed stressende faktor for personen.

Hvad kan man så gøre? Tænk dig rigtig godt om!

Lad være at øge din stress.
1. Konstatér, at vægtforøgelsen er et resultat af det, du byder din krop og begynd at give den det, den har brug for, nemlig regelmæssig føde og en tilpas mængde kalorier til at opretholde vitale funktioner. Så behøver den ikke hamstre.
2. Undlad at træne på en måde, der får pulsen op, sveden til at springe og hjertet til at banke. Gå en tur, få rigeligt med luft til tanker og krop, slap af. Tillad din krop at tanke op og regenerere sig selv. Du tanker jo heller ikke din bil op uden at holde stille, vel.

Er du bange for rastløsheden og dine tankers rumlen, hvis du sidder stille? Så tænk på, at netop det, at du har den uro i kroppen, når du hviler, er tegnet på, at du er stresset!

"The Secret" og psykologien

"The Secret" repræsenterer en efterhånden verdensomspændende måde at tænke og handle på. som blandt andet involverer tanken om, at Universet er aktivt givende i forhold til det enkelte menneske.

Første gang jeg hørte om tankerne var for 7 år siden gennem en veninde, som iøvrigt også er psykolog. Dengang var "the secret" endnu ikke skrevet, men der findes et utal af forløbere, og de personer, der nu bidrager til filmen/bogen, har været aktive i årevis. Det var dem, hun refererede til.

Med min videnskabelige indstilling var jeg ikke sen til at vurdere, at det var det værste vrøvl, jeg længe havde hørt, og min fornuft bød mig at afvise det som det rene nonsens.

Og nu er de gamle tanker samlet og publiceret i den populære "The Secret". Min opfattelse er den samme. Det ér noget vrøvl. Til dels...

Men der er også elementer i måden at tænke på, som er i fuldstændig overensstemmelse med de videnskabelige overvejelser, der findes i blandt andet psykologien - og som virker!

Det drejer sig f.eks. om det nyttige i at gøre sig sine mål fuldstændig klart, og det værdifulde i at kunne fokusere på dem. For slet ikke at tale om den fantastiske effekt man opnår ved at kunne fastholde sig selv i en konstant bevægelse i retning af det, man ønsker!

Det er elementerne fra enhver effektiv terapi, vi ser her. Ikke noget nyt i sig selv, men epokegørende fordi det bygger på inspiration snarere end hårdt arbejde. I tankerne bag "the secret" og andre lignende bøger som fx. "the science of getting rich" er det bærende element ikke hårdt arbejde og selvkontrol. Istedet bygger udviklingen på inspiration, glæde og netop det at give slip.

Det, der slippes, er imidlertid ikke kontrollen over et destruktivt selv, men kontrollen over de drømme og visioner, som indtil da har henslæbt en tilværelse i det skjulte. Skjulte fordi man ikke turde drømme, håbe og stræbe efter det ønskede af frygt for at blive skuffet eller straffet.

Og når visioner og drømme slippes ud, så bobler inspiration og glæde frem. Livet bliver let, håbet bliver vakt og mål tegner sig i horisonten. Store mål, glade mål, gode mål, som man kan bruge som pejlepunkter i livet for at vide, hvor man skal hen.

Eller som jeg plejer at sige: Drømme bliver til mål - mål bliver til virkelighed.

Det, der er forskellen på "de nye tanker" og de gamle, og som gør "de nye tanker" uhyre værdifulde er efter min opfattelse, at fokus bliver flyttet fra det, man frygter og vil undgå, og hen til det, man ønsker og gerne vil opnå. Teknikken er den samme som i traditionel terapi. Intet nyt under solen dér, men det, man koncentrerer sig om og bruger al sin energi på, er diametralt modsat.

Det er positivt og det virker, fuldstændig som teknikken altid har virket. Men fordi fokus nu er fremadrettet og bygger på inspiration, så er processen gladere og sjovere. Og som den verdenskendte psykolog og præsident-coach, Anthony Robbins, siger: "Det er ikke det, vi får, men den udvikling vi gennemgår undervejs, der gør os lykkelige."

Så uanset om man vil forlade sig på Universelle kræfter til at hjælpe sig eller ej, så spår jeg "de nye tanker" en stor og profitabel fremtid.

Hvis den slags tanker gør dig nysgerrig, så findes der et utal af hjemmesider om emnet. Deriblandt også én på dansk. Den hedder www.danskesecret.dk.