Fornemmelsen af konstante fristelser kan føre til, at nogle falder for fristelsen og faktisk er deres partner utro. Langt over halvdelen af alle mænd og kvinder hævder at have været deres faste partner utro.
Fornemmelsen af lurende fristelser kan også føre til, at mistænksomhed og utryghed kommer til at præge en relation - uanset om der er erklæret utroskab med i billedet.
Utroskab er den største synder i skabelsen af jalousi, og i sådanne tilfælde må man sige, at jalousien er absolut begrundet. Utroskab aktiverer alle de erfaringer, som de fleste har, der siger at verden er et farligt sted at være og at man i bund og grund ikke kan stole på andre end sig selv.
Alle har erfaringer, der involverer en form for svigt og ensomhed, og alle har erfaringer, der involverer kærlighed og omsorg. Men når utroskab er med på banen, så giver det voldsomme, chok-agtige efterdønninger i den forurettede part, og det aktiverer alle de tidligere erfaringer med svigt.
Og når der kommer spotlight på alt det dårlige, så ser man kun det.
Det siger sig selv, utroskab "fortjener" mistillid, og generelt er det sådan, at utroskab tager op til et år at komme over. Vel at mærke, hvis begge er indstillede på at komme videre og den "skyldige" påtager sig ansvaret for sin gerning. (Hvor underligt det end kan lyde, så er det ikke altid tilfældet.) Og at påtage sig ansvaret vil sige, at acceptere partnerens jalousi som et udtryk for velbegrundet mistillid.
Resten er hårdt arbejde, som jeg plejer at sige. For der var jo en grund til, at utroskab blev en mulighed overhovedet, og den grund skal findes i parforholdets dynamik.
Men udover jalousi fremkaldt af utroskab, så er der også jalousi med knap så gennemskuelige årsager og som er en lige stor plage for begge parter.
Jeg taler ikke om dem, der bevist og overlagt anvender jalousi og kontrol som en måde til at få magt over partneren - de såkaldte psykopater. De er nemlig et helt kapitel for sig selv.
Næ, jeg taler her om alle de tilfælde, hvor der optræder jalousi, selvom det ved første øjekast forekommer fuldstændig ubegrundet. Det siger sig seslv, at det er den ikke. Ingenting kommer af ingenting. Ved et nøje kig på det, der sker parret imellem, så vil man da også ret let kunne opdage, at der i måden, som parret er sammen på, er klare indikationer på noget skævt. Noget, der giver den ene - eller begge - grund til utryghed, og denne uligevægt præger, bevidst eller ubevidst, parrets indbyrdes relation og forskubber balancen imellem dem.
En relation, der ikke er baseret på ligeværdighed har dårlige vilkår, for alle bæredygtige parforhold bygger på ligeværdighed.
Her taler jeg naturligvis ikke om ligeværdighed i betydningen milimeterdemokrati, men ligeværdighed i betydningen "en fordeling af ansvar, pligter og rettigheder, som begge er enige i og ønsker".
Jalousi i et parforhold er ofte forbundet med, at den ene - eller begge - er gået med til en fordeling, som de inderst inde finder uacceptabel, og som stiller den anden væsentligt bedre med hensyn til at få dækket sine behov.
Der kan være flere grunde til, at man vælger at gøre det. De mest almindelige er:
- misforstået hensyn: jeg kan ikke tillade mig at forlange den omsorg, som han aldrig selv har oplevet.
- omvendt psykologi: hvis jeg ikke presser hende til sex, så giver hun det nok frivilligt - en dag....
Men dels efterlader det én i en sårbar situation, hvis behovstilfredsstillesen er baseret på en andens forgodtbefindende, og dels er det jo slet ikke sikkert, at partneren er klar over behovet, fordi det ikke er blevet udtrykt klart, at det er der - endsige at det ønskes tilfredsstillet.
Alt i alt en usund udvikling, hvor tilfredshed afhænger af, hvad partneren kan, har lyst til eller kan gætte sig til. Og hvis det ikke sker, så må behovet altså undertrykkes.
Det siger sig selv, at behov ikke kan undertrykkes permanent, og på et eller andet tidspunkt bryder trangen igennem. Men fordi man jo én gang har afskrevet at få dækket det specifikke behov, så tager længslen en anden form. Istedet for at være et direkte krav, så kommer det ud som snagende spørgsmål, kontrolhandlinger, konstante krav om bekræftelse og lignende.
Efterhånden som tiden går, udvikler situationen sig typisk mere og mere grotesk og ulidelig for begge parter, og i sidste ende truer situationen med at få uoverskuelige konsekvenser.
Når jalousien er på sit højeste, kan situationen forekommer uløselig, men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Faktisk er løsningen en simpel tre-trinsraket:
- Sæt en stopper for jalousiudbruddene: Nægt at deltage i den andens kontrolhandlinger eller på anden måde acceptere at være en del af dramaet.
- Find ud af, hvad jalousiens underliggende behov er: Hvor er det præcis, at den jaloux partner ikke får tilgodeset sine behov.
- Lav en handel: hver især får tre ønsker, som er forudsætningen for at de hver især kan holde ud at blive i forholdet. Ønskerne hviler på underliggende behov og må ikke være knyttet til jalousiadfærden.
Husk, at enhver relation er en handel, og en god og bæredygtig handel er karakteriseret af, at begge får mest mulig af det, de gerne vil have. Begge vil gerne have et velfungerende parforhold.
