Der er ingen tvivl om, at hypnosen omsider er kommet til Danmark. Aktuelt er det sidste nye og mest spændende skud på de psykologiske metoders træ herhjemme, og ikke uden grund. Det fascinerer de fleste, at man sådan kan skifte bevidsthedstilstand og måske/måske ikke 'miste' kontrollen.
Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.
Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?
På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.
Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.
Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!
Viser opslag med etiketten Hypnose. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hypnose. Vis alle opslag
søndag den 27. maj 2007
Hypnose: vejen til dine ubevidste ressourcer
Hypnose er vidunderlig og spændende at arbejde med, fordi der fokuseres på det ubevidste på det ubevidstes præmisser og ikke gennem bevidstheden, sådan som det ellers er tilfældet i de fleste andre terapiformer.
Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.
Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.
Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.
Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.
Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.
Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.
Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.
Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.
Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.
Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.
Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.
Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.
Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.
Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.
Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.
Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.
Abonner på:
Opslag (Atom)