Fortæl mig dine farver, og jeg skal sige dig, hvem du er.
Lyder det bekendt?
Ikke sært. Vi hører den jo hver gang noget nyt skal introduceres: "Fortæl mig og jeg skal sige dig.."
Som regel er der dog noget om det, og det er der også denne gang. Farver er ikke bare skønne og livgivende; de betyder faktisk noget.
For over halvtreds år siden satte psykologen Max Lüscher sig for at lave en farvetest. Han havde gennem flere år forsket i forskellige folkeslags farveopfattelser og havde fundet ud af, at for visse farvegrupper gjaldt det, at man opfattede dem ens, uanset hvor man befandt sig på jordkloden.
'Opfattede dem ens' i betydningen 'tillagde dem samme psykologiske betydning'.
Han fandt ud af, at hvid i MEGET korte træk blev forbundet med renhed, gul med optimisme, rød med handlekraft, grøn med kreativitet, blå med ro, lilla med åndelighed, brun med jordbundethed, grå med neutralitet og sort med autoritet.
Han besluttede sig for at uddybe den psykologiske forståelse af farverne og bygge sin farvetest på dem, og det blev til en af de hurtigste, mest effektive og præcise tests af personligheden, der findes. Kort fortalt handler det om at vurdere ovennævnte otte farver i forhold til hinanden i den rækkefølge, man bedst kan lide dem.
Meget hurtigt fik Lüschers farvetest da også vind i sejlene, og i de næste halvtreds år blev den én af verdens mest anvendte tests i psykiatriske og erhvervsmæssige sammenhænge, og det kan vel næppe overraske, at den stadig trykkes og sælges i nye oplag den dag i dag.
Men - visse ting omkring testen funker ikke rigtigt. Vi ved jo, at forskellige mennesker foretrækker forskellige nuancer af hver farve: Nogle kan lide mørkerød, andre tomatrød. Nogen kan lide blågrøn, andre græsgrøn. Nogen kan lide himmelblå, andre kongeblå og så videre. Og fra diverse farve- og stilprogrammer ved vi, at det er ikke bare et spørgsmål om, hvad man personligt foretrækker; det ligger simpelthen i generne og i de farver, vi hver især naturligt har.
Men Lüschers test findes kun i én farvevariant, som i øvrigt ikke er særligt repræsentativ. Jeg har en mistanke om, at det var hans egne personlige præferencer, der afgjorde valget af nuancer, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed.
Pointen er imidlertid også bare, at farvevalget er så specifikt, at de færreste kan relatere til dem.
Allerede som psykologistuderende faldt jeg over den 'detalje', og jeg kan huske, at jeg var stærkt irriteret over den grønne i Lüschers farvetest, fordi jeg elsker grøn i mange af farvens nuancer, men bare ikke den, Lüscher havde valgt. Og hans blå var jeg heller ikke vild med. Heller ikke den røde og så endte jeg med at score gul som min bedste farve.
Testresultatet var okay.. Sådan da. Jeg kan jo godt lide gul, meeeenn...
Og så var det jeg fik en idé. Nemlig ideen om at lave en ny farvetest, der tillod testpersonen at vælge farver i sin egen farveskala.
Det har taget lang tid, og processen har bredt sig til ikke bare at omfatte en individualiseret farvetest - det er faktisk næsten det mindste af det hele. Det er også blevet til en personlighedsanalyse, der omfatter særlige personlige oplevelser og hændelser, der præger ens farvevalg og sidst, men ikke mindst til en farveterapi, der involverer teknikker fra hypnose, visualisering, mindfulness og kognitiv terapi.
Det har ikke været noget problem at få bogen afsat til et forlag. Tværtimod, vil jeg sige. Og jeg glæder mig som et lille barn til den udkommer.
