søndag den 27. maj 2007

Hypnose - det spændende nye

Der er ingen tvivl om, at hypnosen omsider er kommet til Danmark. Aktuelt er det sidste nye og mest spændende skud på de psykologiske metoders træ herhjemme, og ikke uden grund. Det fascinerer de fleste, at man sådan kan skifte bevidsthedstilstand og måske/måske ikke 'miste' kontrollen.

Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.

Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?

På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.

Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.

Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!