Da jeg var barn stod der på enhver legeplads en vippe. Ikke en af de her nymodens vipper med en gigantisk fjeder nedenunder, så man kan vippe alene. Næ, en rigtig vippe, der kræver to for at fungere - en i hver ende. Og det skulle vel at mærke være to, der havde stort set samme vægt for ellers var det ikke rigtig sjovt. Hvis man var tungere, ville man ikke kunne vippe op, men forblev siddende ubevægelig på sin dertil indrettede, og hvis man var for let, kunne man ikke komme ned, men "hang til tørre". Ikke skægt for nogen!
Næ, skulle det være skægt, så kunne man støde fra og komme op, og man kunne lave ligevægt, hvor begge svævede i luften. Uanset om man var oppe eller nede eller ligevægt, så krævede det samarbejde.
Jeg tænker tit på den vippe, fordi den er sådan et godt billede på, hvad der sker i os, når vi er i psykologisk ubalance. Hvad enten det er indeni os selv eller i vores parforhold, så er ubalance jo karakteriseret af, at noget har for meget magt fx. vores trang til at være pæne og noget andet har for lidt fx vores behov for at gøre noget andet end det pæne. Eller med andre ord, den ene ende af vippen har overvægt og den anden for lidt vægt. Og det spændende spørgsmål er derfor altid: "hvad skal der til for at bringe vippen i ligevægt?"
I modsætning til, hvad man umiddelbart tror, så er det IKKE et tryk på midten, der hvor pænhed og behovsopfyldelse mødes - vippens balancepunkt.
Næ, trykket skal ligge netop der, hvor der har manglet vægt. Vægten skal lægges netop på det, man har undladt at gøre, undladt at lægge vægt på.
For at ændre balancen må man i en periode være lige præcis dét, man har svigtet at være. Fremover må man lægge vægt på at udtrykke, være og handle i overensstemmelse med det, der var undertrykt eller ignoreret, fordi man troede, at det var det bedste.
Først når der er lige så meget vægt på den forsømte del - og det tager sin tid -, så kan man begynde at jonglere med de to forskellige sider. Og det er først den dag, at man frit kan vælge, hvad man vil gøre, at balancen er etableret.
Og fra den dag bliver det fuldstændig underordnet, hvad man vælger, for det vil altid blot være udtryk for, hvad man i den givne situation oplever som det rigtige.
søndag den 24. juni 2007
søndag den 27. maj 2007
Før parret vælger skilsmisse..
Ind imellem kan man få det indtryk, at det bare er for let at blive skilt.
Det er for let bare at kaste håndklædet i ringen og sige: Nu kan jeg sgu ikke mere.
Det er for let at sige, at det var den anden der ikke ville udvikle sig, og nu er det nok!
Det er for let!
Og så alligevel ikke...
De fleste, jeg har mødt, har kæmpet i årevis. Virkelig gjort alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om, før beslutningen om skilsmisse forekom at være den eneste mulighed. Og fornemmelsen af at have prøvet alt, gør dem så meget desto mere 'faste i spyttet'.
I langt de fleste tilfælde viser det sig imidlertid, at det snarere er mere i overensstemmelse med virkeligheden at sige, at de har prøvet alt, hvad de kunne komme i tanke om.
Og det er ikke ALT, - heller ikke selvom det føles sådan.
For hvis to mennesker virkelig elsker hinanden, så er der i 9 ud af 10 tilfælde en løsning. Der er som regel altid mindst én mulighed, de endnu ikke har prøvet. Og det mest ironiske er, at det ofte endda er en mulighed, som de har overvejet, men som de forkastede, før den overhovedet fik lov at vise sit potentiale. De opgiver på forhånd af bare træthed over alle de andre forsøg, som var forgæves.
Men hvis et par virkelig ønsker at finde en vej, så er det for de fleste en mulighed. Det er ikke nødvendigvis den letteste vej, men det er lettere end det føles.
Der er tre trin, der er uomgængelige, men som fører til et bedre og sundere parforhold, end det, man var på nippet til at opgive.
1. gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forbedre forholdet FOR DIG SELV! De fleste ulykkelige parforhold bygger på, at man tager hånd om den andens behov og forventer, at den anden tager hånd om éns behov. Stop det! Sæt grænser, marker ønsker, udtryk behov.
2. vær parat til at lade det få de nødvendige konsekvenser, også selvom man er nødt til at gå! Hvis handlinger ikke får konsekvenser, er der ingen motivation til at ændre noget. Hvis du gør det, du plejer at gøre, sker der det, der plejer at ske. Og hvis du ønsker, at der skal ske noget andet - så gør noget andet end det, du plejer!
3. hvis konsekvenserne ikke har den ønskede effekt: gå direkte til skilsmisse. Selvom det er drastisk og det ikke var det, der var målet, så kan det alligevel blive resultatet. Og ind imellem er det resultatet, der skaber motivationen for den lykkelige ændring.
Uanset hvad processen ender med, vil I være sikre på, at I har gjort ALT, hvad I kunne.
Når man har gjort alt, kan man bedre slippe, hvis det er nødvendigt og stadig føle sig tilfredshed med sin egen indsats.
Det er for let bare at kaste håndklædet i ringen og sige: Nu kan jeg sgu ikke mere.
Det er for let at sige, at det var den anden der ikke ville udvikle sig, og nu er det nok!
Det er for let!
Og så alligevel ikke...
De fleste, jeg har mødt, har kæmpet i årevis. Virkelig gjort alt, hvad de overhovedet kunne komme i tanke om, før beslutningen om skilsmisse forekom at være den eneste mulighed. Og fornemmelsen af at have prøvet alt, gør dem så meget desto mere 'faste i spyttet'.
I langt de fleste tilfælde viser det sig imidlertid, at det snarere er mere i overensstemmelse med virkeligheden at sige, at de har prøvet alt, hvad de kunne komme i tanke om.
Og det er ikke ALT, - heller ikke selvom det føles sådan.
For hvis to mennesker virkelig elsker hinanden, så er der i 9 ud af 10 tilfælde en løsning. Der er som regel altid mindst én mulighed, de endnu ikke har prøvet. Og det mest ironiske er, at det ofte endda er en mulighed, som de har overvejet, men som de forkastede, før den overhovedet fik lov at vise sit potentiale. De opgiver på forhånd af bare træthed over alle de andre forsøg, som var forgæves.
Men hvis et par virkelig ønsker at finde en vej, så er det for de fleste en mulighed. Det er ikke nødvendigvis den letteste vej, men det er lettere end det føles.
Der er tre trin, der er uomgængelige, men som fører til et bedre og sundere parforhold, end det, man var på nippet til at opgive.
1. gør alt, hvad der er menneskeligt muligt for at forbedre forholdet FOR DIG SELV! De fleste ulykkelige parforhold bygger på, at man tager hånd om den andens behov og forventer, at den anden tager hånd om éns behov. Stop det! Sæt grænser, marker ønsker, udtryk behov.
2. vær parat til at lade det få de nødvendige konsekvenser, også selvom man er nødt til at gå! Hvis handlinger ikke får konsekvenser, er der ingen motivation til at ændre noget. Hvis du gør det, du plejer at gøre, sker der det, der plejer at ske. Og hvis du ønsker, at der skal ske noget andet - så gør noget andet end det, du plejer!
3. hvis konsekvenserne ikke har den ønskede effekt: gå direkte til skilsmisse. Selvom det er drastisk og det ikke var det, der var målet, så kan det alligevel blive resultatet. Og ind imellem er det resultatet, der skaber motivationen for den lykkelige ændring.
Uanset hvad processen ender med, vil I være sikre på, at I har gjort ALT, hvad I kunne.
Når man har gjort alt, kan man bedre slippe, hvis det er nødvendigt og stadig føle sig tilfredshed med sin egen indsats.
Hypnose - det spændende nye
Der er ingen tvivl om, at hypnosen omsider er kommet til Danmark. Aktuelt er det sidste nye og mest spændende skud på de psykologiske metoders træ herhjemme, og ikke uden grund. Det fascinerer de fleste, at man sådan kan skifte bevidsthedstilstand og måske/måske ikke 'miste' kontrollen.
Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.
Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?
På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.
Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.
Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!
Sådan er det nu ikke. Man mister ikke kontrollen, selvom man ganske rigtigt vælger at sætte bevidstheden på stand-by for en kort tid. Det er og bliver dog et bevidst valg, som man når som helst kan omgøre undervejs i trancen. Hvis man vil. Men bare tanken om kontroltab er nok til, at folk generelt har været både bange for og fascinerede af hypnosen.
Og behandlerne har været næsten lige så bange. Deres bekymring er dog ofte mest gået på frygten for, at klienten trods psykologens anstrengelser slet ikke gik i trance, for hvad gør man så?
På grund af hypnosens relative ukendthed i Danmark indtil nu har både psykologens ry og hypnosens troværdighed været på spil hver gang, og af sikkerhedsmæssige grunde har mange psykologer så holdt sig til den såkaldte 'klassiske hypnose', der er meget mekanisk og skematisk, men som sjældent fejler. Til gengæld udrettes kun små ændringer ad gangen. Det er som at fjerne perlegrus fra en indkørsel én sten ad gangen.
Men med den nye interesse for hypnose i psykologisk behandling, så er der åbnet op for en større fleksibilitet og imødekommenhed, der gør at hypnosen kan tillade sig at være mere eksperimenterende og dermed arbejde med de større ubevidste strukturer fremfor de enkelte mekanismer. Der er store gevinster at hente i den form for behandling, men den største gevinst er anerkendelsen som ligeværdig metode blandt andre behandlingsmetoder, som hypnosen retteligt fortjener, men ikke før har haft. En anerkendelse, som metoden iøvrigt allerede har de fleste andre steder i den vestlige verden. Fx. har hypnose i lande som Tyskland og Sverige været et universitetsstudium i årevis.
Danmark har været håbløst bagud, og jeg for min del er i al fald rigtig glad for, at der omsider sker et velfortjent gennembrud for hypnosen. Bedre sent end aldrig!
Hypnose: vejen til dine ubevidste ressourcer
Hypnose er vidunderlig og spændende at arbejde med, fordi der fokuseres på det ubevidste på det ubevidstes præmisser og ikke gennem bevidstheden, sådan som det ellers er tilfældet i de fleste andre terapiformer.
Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.
Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.
Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.
Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.
Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.
Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.
Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.
Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.
Når man bevæger sig ind på det ubevidstes domæne, så vil meget af det, der dukker op, være overraskende nyt og spændende, for det har ikke været igennem bevidsthedens logiske og sproglige omformulering. Det er ren oplevelse og i formidlingen af sit budskab til bevidstheden bruger det ubevidste derfor sin egen kommunikationsform, der afspejler oplevelse snarere end tænkning. Typisk skabes billeder, følelser, fornemmelser, der alt sammen er konstrueret af det ubevidste for at gøre indtryk på og få en samtale igang med bevidstheden. Men da bevidstheden ikke forstår andet end logikkens sprog, så virker budskabet uforståeligt og skræmmende, ja, ligefrem ondt.
Derfor er det fuldstændig aførende at have som udgangspunkt, at alt hvad der kommer fra det ubevidste er godt og sigter mod at hjælpe.
Egentlig er det indlysende, hvis vi inddrager vores videnskabelige viden om bevidsthed.
Vi ved for eksempel, at organismen modtager noget nær 2 millioner informationer i sekundet gennem de forskellige indre og ydre sanseapperater. Vi ved også, at bevidstheden kun rummer 6-8 elementer ad gangen. Kun en brøkdel af de informationer, vi modtager i sekundet, bliver altså registreret af bevidstheden. Hvor bliver resten af informationerne af? De lægger sig i det ubevidste som sansemæssige oplevelser, følelser og fornemmelser.
Vi kan godt forsøge at bilde os selv ind, at de 6-8 ting, vi fik fat på, faktisk er de vigtigste, fordi bevidstheden automatisk vurderer og hæfter sig ved det virkeligt væsentlige. Vi kan også godt bilde os ind, at resten - de 1.999.992 informationer - er overflødige spildprodukter, der bare lægger sig som slagger på det ubevidstes ubrugelige bund.
Men enhver der har prøvet at være lige ved at blive kørt ned, falde over en kantsten eller gå ind i en lygtepæl ved, at det langtfra er altid, at vores bevidsthed fokuserer på det vigtigste i en given situation. Og enhver, der er standset lige brøkdelen af et sekund før ulykken sker, ved, at en del af os har registreret faren og handler snarrådigt, før det overhovedet er gået op for bevidstheden, at noget er galt.
Den handlekraftige del er det ubevidste. Den del af os, der ligger inde med en kapacitet, der er 250.000 gange større end bevidsthedens og som ved langt mere om os, end vi nogensinde vil kunne begribe. I nødssituationer blander den sig og sætter ind overfor bevidsthedens mangelfulde forvaltning af chefposten. I tilfældet med den usete fare er reaktionen fuldt ud forståelig og accepteret af bevidstheden, men andre tilfælde forekommer signalet fra det ubevidste knap så gennemskueligt for bevidstheden. Fx. er angstsymptomer ofte det ubevidstes måde at fortælle på, at vi er på gal kurs og bør stoppe nu. Men istedet for at stoppe op og lytte til signalet, så prøver vi at flygte fra det, fordi vi opfatter signalet - ikke situationen - som uforståeligt og farligt.
Hvis vi imidlertid husker på, at det ubevidste udgør en så meget større del af vores væren end bevidstheden, så er det indlysende, at det må vide noget om vores situation, som vi endnu ikke har gennemskuet med vores bevidsthed. Og det er lige så indlysende, at hvis bevidstheden stræber efter at hjælpe os igennem livet bedst muligt, så gør det ubevidste det i mindst lige så høj grad. For ligesom alt andet i biologiens verden, så stræber vores organisme efter harmoni og balance. Tommelfingerreglen er derfor, at hvis psyken udsætter os for noget, der virker ubehageligt, uforståeligt og eventuelt farligt, så er det et positivt signal fra det ubevidste om, at noget er rivende galt. Og i udforskningen af dét er hypnosen fænomenal.
Hvad er stress?
Generelt har de fleste den opfattelse, at stress er noget med arbejde - at arbejde for meget, for længe, for hårdt. At have umulige tidsfrister, uforstående chefer og/eller dovne kolleger.
Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.
Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.
Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.
Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.
Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.
Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".
Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".
Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.
Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.
Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.
Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.
Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.
Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.
Derfor opfatter mange også jobskifte som universalløsningen på problemet.
Men stress er meget mere end det, og selvom vi ganske rigtigt oftest ser det udløst af arbejdsmæssige årsager, så er det nok mere i overensstemmelse med virkeligheden at kalde lidelsen for et syndrom.
Et syndrom er karakteriseret af, at det er sat sammen af mange forhold og har et væld af udtryk, og når vi ser på den semantiske betydning af ordet 'stress', så bliver det pludselig meget tydeligt, hvad lidelsen egentlig indebærer.
Som udgangspunkt er stress bare den engelske betegnelse for vores eget mere jordnære ord 'belastning'. Og mennesker, der får stress-sammenbrud, har som regel et væld af belastninger bag sig. omkring sig og foran sig.
Deres liv har af forskellige årsager ofte været en lang løben efter livet for ikke at komme for sent, for at nå det hele, for at have styr på alt. Fordi de har erfaring for, at hvis de ikke gør det, så kan det gå så grueligt galt.
Typisk for dem er, at de ikke kan sidde stille, og skulle det lykkes at få dem til at sætte sig ned, så vil rastløsheden hurtigt få dem op af stolen igen. De må simpelthen være i bevægelse hele tiden, for "tænk på alt det, de kunne nå, hvis de ikke sad her".
Mange forbinder denne rastløshed og indre uro med deres personlighed: "Sådan har jeg altid været", siger de måske, "Og min mor var ligesådan.".
Men vi er alle født med evnen til at slappe fuldstændig af. Det er altafgørende for alt livs overlevelse, at det kan det, og ingen organisme er skabt uden den evne. Derfor ved vi med sikkerhed, at der også var engang at dette stakkels plagede menneske kunne det samme. Det er bare så lang tid siden, at de slet ikke husker det. De har været under konstant belastning så længe, at de har glemt, at det kan være anderledes.
Og netop dét sætter fokus på en anden relevant overlevelsesmekanisme ved alt levende. Nemlig den finurlighed, at organismen kan vente med at udskille afslapningshormoner til individet signalerer, at det er okay ved fx. at sætte sig ned. Det er en mekanisme, der træder i kraft, når individet er truet og det derfor er vigtigt ikke at slappe af.
Ved sin omkringfaren og ved konstant at lave ting, så gives kroppen besked om at være på stand-by konstant. Og det slider voldsomt på reserverne, som på et eller andet tidspunkt er udtømte.
Den generelle rastløshed, som 'ofre' for stress-syndromet typisk lider af, er udtryk for denne indre stand-by tilstand. Som årene går bliver det stadigt tydeligere, og når de sidder stille, kan de efterhånden tydeligt mærke udmattelsens sitren og den indre uro, der advarer dem om, hvor trætte, opkørte og udslidte de i grunden er.
Det er imidlertid først, når de står stille, at de kan mærke det, men da fornemmelsen ofte forsvinder, når de farer omkring, så bliver det besnærende let at konkludere, at aktivitet er løsningen.
Det siger dog næsten sig selv, at yderligere aktivitet blot medfører yderligere slitage på en i forvejen stærkt belastet organisme, og den første og vigtigste erkendelse for en stressramt er derfor at forstå, at batteriet er tømt, at de er slidt i bund (se "modstandsdygtighed") og at den eneste vej frem er at slappe af og samle energi.
Abonner på:
Opslag (Atom)